»

dec 17

1. Bryg

Mit første bryg var en MONNIKSKAP fra Brewferm købt ved Maltbazaren. Jeg fik det af min kone i forbindelse med min 40 års fødselsdag, hvor hun gav mig mit første bryggeudstyr. Jeg var med ude at hente det, og fik dette sæt med.

Når jeg ser tilbage på det, så var det absolut ikke det rigtige sæt at starte på som helt grøn brygger, og jeg har bagefter tit tænkt på, at det var en rigtig dårlig anbefaling jeg fik af ekspedienten.

Hvis jeg ser bort fra, at jeg ikke er til de meget humlede øl, hvilket gjorde denne øl til en helt forkert øltype for mig at brygge; så er der flere grunde til at jeg ikke vil anbefale dette kit til en ny brygger:

  • Vejledningen. Brewferms vejledninger er svære at gå til for en ny brygger, da de er meget kortfattede, hvilket kan give misforståelser under bryggeprocessen.
  • Trinmæskning. Som ny brygger havde jeg 117 nye ting at skulle holde styr på, og skulle styre temperaturen i flere trin gjorde processen unødigt kompliceret.
  • Tørhumling. Humle var i en humlesok og skulle smides i den nedkølede urt. Jeg havde på det tidspunkt ingen anelse omkring hvor vigtig det var at desinficere, så der var stor risiko for at få inficeret øllet.

Hele bryggeprocessen forløb næsten uden uheld; lige undtaget af to problemer.

Jeg lærte rimeligt hurtigt at min gryde ikke kan ramme og holde en fast temperatur. Jeg troede – uvidende som jeg var dengang – at jeg bare kunne sætte temperatur og timer og klare det sig selv. Jeg har først senere lært at varme ikke fordeler sig jævn i mæsken. Så alt i alt aner jeg ikke hvilken temperatur trin jeg reelt har mæsket på.

Den anden fejl jeg lavede var, at jeg ikke fik tilsat en pose med glucose, som skulle have været kogt med i urten. Jeg troede den skulle bruges til flaske karboneringen.

Så jeg endte op med en øl der smagsmæssigt var rimeligt ubalanceret med alt for lavt alkohol procent og høj bitterhed fra humlen. Derudover har jeg tydeligt vis ikke haft styr på verlauf og filtrering, for jeg endte op med meget kraftigt skummende øl der absolut kun kunne åbnes over en vask.

Hvis jeg udfra mine egne dårlige erfaringer skal komme med et par anbefalinger til en ny brygger, så er det

  • Gå efter et af Maltbazarens egne kit. Vejledningerne er meget detaljerede og lette at forstå.
  • Sørg for at vælge et kit uden trinmæskning og tørhumling. Der er rigelig med ting at se til under det første bryg så gør det så ukompliceret som muligt for dig selv.
  • Sørg for at læse vejledning godt igennem et par gange og vær sikker på at du har styr på hvad der skal i og hvornår det skal i.

Jeg endte med at hælde de fleste flasker ud. Jeg gemte kun et par enkelte – det var jo trods alle fejlene mit første bryg. Jeg har smagt på en af dem efter to år, og selvom de ikke er gode begynder de – overraskende nok – faktisk at være drikbare nu. Bitterheden og nogle at de smagnuancer, der gav den et meget ubalanceret smagsindtryk er forsvundet. Tilbage er en bitterhed eller snare syrlighed som klæder øllen relativt godt. Det bliver aldrig min yndlingsøl men den er dog drikbar nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>