mar 15

Double Monkey Fist

Double Monkey FistPhenomenAle som står bag denne øl med det poetiske navn Double Monkey Fist  består af Simon og Jonas, der startede ud som håndbryggere derhjemme. Efter af havde vundet guld ved Sjællands Mesterskaberne i håndbryg og DM i i håndbryg fik de blod på tanden, og de har nu fået skaleret produktionen op og er begyndt at sælge deres øl. De har lavet et samarbejde med Næstved Bryghus, som har kapaciteten til at brygge øllet ud fra PhenomenAles opskrifter.

Double Monkey Fist vandt i 2015 guld ved DM i håndbryg 2015 i kategorien Mørk Belgisk Ale.

Jeg var så heldig at smage på denne øl ved sidste måneds ølsmagning i Meny. Det var en af de allerførste øl jeg smagte; og jeg var ret positiv overrasket over øllen. Som jeg husker det, så er i hvert fald en af bagmændene bag Phenomenale oprindelig fra Køge.  Derfor har det heldigvis været naturligt for min lokale Meny at tage dem ind i udvalget.

Udseende: Når jeg hælder øllen op, har den et lyst brunt skum, som lægger sig i et kraftigt tykt lag ovenpå øllen. Selve øllen er lys brun og uklar.

Duft: Svag duft; men jeg fornemmer lidt karamel fra malten og lidt duft fra humlen, dog uden at den vælter mig bagover. Derudover fornemmer jeg meget svagt lidt nødder.

Smag: En overraskende stor mundfylde i denne øl er det første der slår mig. Den er langt mere cremet end jeg ville forvente i en dubbel.

Øllen smager af karamel og farin eller kandis. Derudover er der lidt frugt; det minder mig nærmest om solbær eller brombær, og endelig er der lidt krydderier. Det hele suppleres af en dejlig frisk smag fra humlen. Den tykke maltsødme balanceres virkelig fint af humlens bitterhed.

Double Monkey Fist har en dejlig eftersmag. Der er lidt bitterhed bagerst på tungen; men ellers er der masser af frugt og sødme i eftersmagen. Det er faktisk overraskende behagelig eftersmag.

Dette er klart en øl der vinder ved ikke at blive drukket alt for koldt. Jeg foretrækker den  ved en 15-17 grader. Køleskabskold er den lidt kedelig og humlebitter. Ved højere temperatur kommer alle smagsnuancerne først virkelig frem og man kan virkelig fornemme hvor godt balanceret den er.

Vurdering: Dette er ikke en klassisk belgisk øl. Hvis du tager et glas og forventer en klassisk belgisk dubbel, så vil du givet vis blive skuffet. Men jeg kan faktisk godt lige denne øl. Jeg synes den fremtrædende humle fungerer fint sammen med maltsødmen og ikke mindst den cremede mundfylde.

Den kraftige humleprofil gør, at den på sin vis bliver  meget forfriskendende end en dubbel typisk vil være. Normalt ville jeg regne for dubbel for en efterårs/vinterøl; men denne her vil sagtens kunne drikkes på en varm forårsdag.

Jeg har i hvert fald tænkt mig at få fat på et par flasker mere af Duble Monkey Fist til mit øl lager; og så vil jeg ellers glæde mig til at sommeren kommer snigende, så jeg kan sidde på min terrasse og nyde en glas eller to.

Min karakter: 6

Om øllen:

  • Belgisk Double
  • 6.5%
  • Flaske:  50 cl
  • Købt: Meny Køge
  • Pris 48,-

1 kommentar

  1. Hej Lehrmann & Bryg

    God anmeldelse af PhenomenAle, jeg har dog ikke smagt den før. I øvrigt har du en god blog, med mange gode anmeldelser.

    Jeg skriver også til dig, da jeg selv har ølbloggen Rookiebeers, og gerne vil invitere dig med i facebookgruppen: Danske Ølbloggere. Hvis du gerne vil være med i klubben ;), så skriv mig dit navn og jeg skal få dig tilføjet.

    Bedste hilsner

    Søren fra Rookiebeers.

Skriv et svar

Your email address will not be published.