mar 22

Raasted Imperial Stout Quinta Port Infused

Imperial Stout Quinta Port InfusedNår jeg er ude og handle slår jeg som regel et smut forbi dagligvarebutikkernes ølafdelinger for at se om, der skulle være kommet noget nyt spændende øl. I dag faldt jeg over 3 nye øl i en serie fra Raasted, som jeg ikke er stødt på før. Det er den samme grundøl; men i 3 forskellige variationer. I et kort øjeblik overvejede at tage alle tre med for at smage dem op imod hinanden; men 3 halvliters øl på hver 9,5% på en hverdagsaften var dog lige meget nok.

Valget faldt på Imperial Stout Quinta Port Infused som har været lagret med portvin. Altså ikke på portinvinsfade; men med portvin. Jeg går ud fra at Raasted dermed mener at portvinen er tilsat øllen mens den har lagret; og ikke at gærtanken har været opbevaret i samme rum som portvinen.

Udseende: Øllen er rimelig hidsigt karboneret i betragtning af at det er en imperial stout: Først er der ikke så meget skum; men da jeg så hælder lidt mere op….bum masser af skum, næsten for meget. Øllen er gennemsort med brunt skum.

Duft: Min første reaktion da jeg dufter til den er: Gær!!! Det burde altså ikke være i en imperial stout! Gær lugten forsvinder dog og bliver afløst af lidt ristede noter. Der er en lille snert af lidt syrlighed eller noget vinøst, som måske kommer fra portvinen.

Jeg hælder lidt mere op efter at have drukket lidt af den, og igen kommer gærduften frem.

Smag: Mellem til kraftig krop. Som forventet lidt ristede noter, (meget) lidt kaffe og  (meget) lidt chokolade. Til gengæld får jeg et ordenlig svirp humle bagest i munden.  Min umiddelbare holdning er at den er meget tynd af en imperial stout at være.

Eftersmag er bitterhed fra humlen og en ikke særlig behagelig risted bitterhed i halsen- Det kan bedst beskrives som den lidt ubehagelig smag man kan have, hvis man har drukket alt for meget kaffe i løbet af en arbejdsdag.

Portvinen fornemmer jeg ikke rigtig her i denne øl. Hvis det ikke havde stået på flasken, så havde jeg aldrig gættet, der var portvin i. Den tilfører den ikke meget smag eller vinøsitet. Der var en snert af noget syrligt i duften og lidt syrlighed i smagen; men om det er vinen eller en fejl i øllen er jeg i tvivl om.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne Imperial Stout Quinta Port Infused med Tar Bar’l jeg smagte for et par dage siden. Der undrede det mig hvor meget smag der var i en øl på 4,5%. Her undrer jeg mig over hvor lidt smag der er i en øl på 9,5%.

Vurdering: Her er jeg bare ikke særligt imponeret. Jeg er i tvivl om det er et dårligt bryg, om den burde havde lagret længere før jeg drak den, eller om det virkelig er meningen at den skal smage sådan. Men der er bare så mange andre stout og portere på markedet der er så meget bedre og endda til meget billigere penge end denne her.

Her er jeg dælme i tvivl om karakteren på denne øl, for jeg kan simpelhen ikke finde ud af om det er et regulært fejlbryg de har sendt ud, eller om det er bare er denne ene flaske, der er noget galt med. Gærduften og syrligheden (ikke humlebitterhed men regulær syrlighed) trækker godt og grundigt ned; det er umiddelbart et tegn på at der er noget der er gået galt under brygning eller gæring.

Imperial Stout Quinta Port Infused endte med at blive hældt i vasken inden jeg kom halvvejs igennem den. Jeg har smagt det der var værre; men god det var den virkelig ikke.

Min karakter: 2

Om øllen:

  • Imperial Stout
  • 9,5 %
  • Flaske: 50 cl
  • Købt: Kvickly
  • Pris 48,-

Skriv et svar

Your email address will not be published.