maj 07

Fur Saison

Fur Saison

Fur Saison er – som navnet siger – en øl af typen Saison. Saison er en øltype der kan være lidt svær at karakterisere helt entydigt. Den har sin oprindelse i Belgien, og i de øl der blev brygget på de enkelte gårde i løbet af foråret. Da sommerens varme sjældent er egnet til at brygge i, så bryggede man i foråret en fornuftig mængde øl, der skulle holde hele sommeren. Dermed har det angiveligt været en øltype der også kan havde været ret forskellig fra gård til gård.

Det er mit indtryk, at det er en øltype, der er blevet ret populær igen de senere år, både blandt kommercielle bryggere og blandt håndbryggere. Jeg tror at en af grundene er at en Saison ikke er bundet af en masse forventninger til hvordan den skal smage. Saison kan være krydret, humlet, syrlige i forskellige grader. Det er en øltype, hvor der er rimelig frie rammer til at brygge den som man vil.

Det eneste samlede kendetegn – som jeg ser det – er Saison er en letdrikkelig sommerøl. Hvilket også var denne øltypes oprindelige formål: Det var en øl der skulle kunne drikkes i marken om sommeren efter en varm dags arbejde.

Udseende: Fur Saison er en flot øl i glasset. En kraftigt hvid skumkrone over en flot, klar, lysebrun øl. Øllen har en meget lys brun farve, som jeg bedst kan beskrive som liggende et sted mellem en pilsner og en classic.

Duft: Den første tanke der slår mig er blomster og frugt. Næsen minder mig om min egen have her i starten af maj; her er der forårsblomster, græs og blomstende frugtræer.

Smag: Smagen er meget let og frisk. Her er en frisk smag af blomster, frugt og grape. Det blandes fint med smagen af enebær og græs. Under det hele liger der en fin, let sødlig smag af karamel. Der er ikke så meget bitterhed i denne øl. Jeg vil snarere sige, at der er lidt syrlighed frem for bitterhed, hvilket passer fint til den friske og let sødlige smag som øllen har.

Øllen har en let krop, hvilket gør den let drikkelig, da den samtidig er meget mild i smagen.

Eftersmagen er lang og fyld med karamelsødme fra malten samt lidt syrlighed. Der er egentlig ramt en god balance mellem syrlighed og sødme, der gør eftersmagen meget behagelig.

Vurdering: Fur Saison virker umiddelbart lidt afdæmpet i forhold til andre saison øl jeg har prøvet. Smagen er meget rolig og afbalanceret. Det er en øl som er meget let drikkelig; men samtidig smager den også af noget. Det er en rigtig god sommerøl; og for mig fungerede den i hvert fald ganske fint efter en dag i haven i dag.

I min karakter har jeg vaklet lidt imellem om jeg skulle give den 6 eller 7. Den har ikke en overvældende smag og det er ikke en øl hvor man er vildt smagsmættet efter et glas. På den anden side så skal en Saison være letdrikke; og her opfylder den sin rolle fuldt ud. Men som en del af min karakter ser jeg også om det er en øl jeg har lyst til at drikke igen. Her må jeg bare sige at den fungerer så glimrende efter en dags havearbejde, at det helt sikkert er en øl som jeg vil komme til at drikke igen i løbet af sommeren. Så dermed vælger jeg at lade den snige sig op på et lille 7-tal.

Min karakter: 7

Om Fur Saison:

  • Saison
  • 6,7 %
  • Flaske: 50 cl
  • Købt: Meny
  • Pris: 39,-

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.