maj 16

Hoppe.beer – Go-Go Blonde

Go-Go BlondeGo-Go Blonde kommer fra Hoppe.beer i Solrød. Jeg har tidligere anmeldt Whisky Tango Foxtrot fra bryggeriet, som jeg var ret begejstret for. Jeg har derfor glædet mig til at prøve flere af øllene fra Hoppe.beer. Heldigvis har jeg fået fat på et godt udvalg af deres øl, som jeg vil glæde mig til at prøve i de næste par uger.

Denne øl er en stilmæssigt en belgisk blonde. Som et lille tvist på stilen er der lidt atypisk tilsat lakrids.

Udseende: Øllen får et kraftigt hvidt skum, da jeg hælder den op i glasset. Dejlig stabilt skum, som kun meget langsomt falder sammen og ender som et tykt cremet lag ovenpå den strågule øl.

Duft: En ganske fik frisk duft af blomster,  banan og krydderi. Det er tydeligt i duften, at det er en øl efter belgisk forebillede.

Smag: Smagen er fuld af korn – dvs. primært hvede – og banan. Derudover er der en krydret smag, som jeg bedst kan beskrives som typisk belgisk. Hertil er der lidt smag af anis fra den tilsatte lakrids. Lakridsen fungerer overraskende godt i denne blonde. Det er som om lakridsen er med til at give lidt mere dybde i smagen. Alt i alt så er dette en øl hvor der er fokuseret på smagen fra malten og gæren.

Selvom det er en lys øl overrasker den med en ganske god mundfylde.

Go-Go Blonde har en lang behagelig eftersmag som veksler lidt imellem smagen af malten og en smule lakrids.

Vurdering:  Go-Go Blonde er efter min mening en ganske fornuftig øl. Jeg er specielt positivt overrasket over hvor godt lakridsen fungerer. Lakrids er ikke normalt i en belgisk blonde – jeg er i hvert fald ikke stødt på det før. Jeg var derfor noget skeptisk i forhold til hvor meget den ville smage igennem og hvordan den ville passe til en forholdsvis lys øl. Men her har bryggeren virkelig ramt den helt rigtige dosering. Den kan svagt fornemmes og overdøver ikke – som jeg ellers frygtede – resten af smagene i øllen. Tværtimod komplimenterer den på glimrende vis øllen og giver den ekstra dimension som man ellers sjældent finder i en blonde.

I betragtning af at Hoppe.beer er et helt nystartet bryggeri, er jeg ind til videre ganske imponeret over de øl, jeg har smagt, og jeg glæder mig til at prøve flere af øllene fra bryggeriet.

Karakter 7

Om Go-Go Blonde:

  • Blonde
  • 6,8 %
  • Flaske: 33 cl
  • Købt: Mølleåens Købmandsgård
  • Pris: 30,-

Skriv et svar

Your email address will not be published.