sep 23

Belhaven – Wee Heavy

Belhaven Wee HeavyJeg har brugt min aften på at brygge en Pale Ale. Jeg satte sidste år et par humleplanter i haven, som jeg vil bruge til mine hjemmebryggede øl. Selvom det har været en kold og våd sommer har de givet utroligt godt i år – faktisk giver de i år meget mere humle end jeg vil kunne nå at bruge. Den ene, en NorthDown humle, var endelig moden her i weekenden, så jeg fik plukket et par store skåle med frisk humle, som kom i øllen. Det skulle give en speciel smag når man bruger helt frisk humle i øllen fremfor tørre.

Jeg siddet nu og venter på, at min øl er kølet så meget ned, at jeg kan tilsætte ølgæren. Så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne fordrive tiden med at nyde en enkelt fyraftensøl efter en god bryggedag.

Valget faldt på en skotsk Wee Heavy fra Belhaven. Det er en god kraftig sag på 7,4%, som jeg tænker vil passe godt til en efterårsaften.

Udseende: Jeg hælder den op i glasset og øllen danner et kraftigt beige skumhovede, bestående af en masse små aktive bobler. Skummet falder dog hurtigt sammen og lægger sig som en tynd hvis sky ovenpå den maghoni brune øl.

Duft: En behagelig afrundet sødmefuld duft mødet min næse. Her er duft af karamel, mørkt rørsukker, tobak, rugbrød og en antydning af nødder.

Smag: Øllen har en fin, dyb maltsmag. Mørk sirup, eller snare rørsukker, som går over i en dybere smag af rugbrød og noget der minder om træ eller måske snarere nødder. Hertil kommer smagen mørke, tørrede frugter som bedst kan beskrives som en sveske sødme.

Dette er klart en øl  hvor malten spiller hovedrollen. Der er ikke meget humle i denne øl; kun en ganske, ganske svag bitterhed som næsten ikke fornemmes; men som gør at øllen ikke bliver decideret vammelsød.

Mundfylden er god under at være decideret kraftig. Øllen føles godt karboneret da jeg fornemme en behagelig prikken fra masser af små bobler på tungen.

Eftersmagen er mellem lang og meget sødmefuld.

Vurdering: Wee Heavy fra Belhaven var en ganske behagelig oplevelse. Jeg har en svaghed for de meget malttunge øl, og dette er en øl hvor fokus i den grad er på maltsmagen. For mig er det en dejlig hyggeøl, som måske ikke er super kompleks sammenlignet med så mange andre øl; men den har en dejlig dyb malt smag og tilstrækkelig mange smagnuancer til at den ikke bliver kedelig.

I øvrig passer den godt sammen med et glas whisky. Jeg har prøvet den sammen med en Glenfiddich Select Cask. Den forholdvis milde whisky med masser af frugt i smagen komplimenterer Wee Heavy virkelig godt.

Wee Heavy passer desuden fint til det grå og kedelige efterårs vejr; så jeg er glad for at heldigvis købt et par flasker af denne øl, og vil glæde mig til at nyde dem i løbet af efteråret.

Min karakter 6

Om Wee Heavy

  • Wee Heavy
  • 7,4%
  • Fakta
  • 33 CL
  • 20,-

 

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.