okt 18

Harvistoun Brewery – Raspy Engine

Raspy EngineRaspy Engine er variation over Harvistoun Brewerys porter; Old Engine Oil. Raspy Engine er i pricippet en Old Engine oil som er blevet tilsat vilde skotske hindbær.

Udseende: Det er en kulsort øl, men i kanten af glasset synes jeg, at jeg trods alt fornemmer et rødligt skær. Flot chokoladebrunt skum som er meget stabilt og hænger ned af siden på glasset.

Duft: Uh der er godt nok frugt i næsen! Naturligvis er det ikke overraskende duften af  hindbær; men den har samtidig en dybde, der nærmest går over i kirsebær og mandler. De ristede noter gemmer sig under den markante hindbær duft og titter ind imellem frem og bidrager med et snert af kaffe og chokolade.

Men alt i alt en duft der er meget domineret af hindbær

Smag: Smagen er også præget af den – let syrlige – smag af hindbær. Samtidig er der en god portion maltsødme som hurtigt tæmmer den lidt syrlige note jeg fornemmer i starten. Sødmen fra malten suppleres af smagen af kaffe og chokolade. Hindbær smagen er meget dominerende og overdøver næsten alle andre smagsindtryk.

Øllen har en overraskende let mundfylde. Jeg havde forventet, at den ville være meget tykkere i betragtning af, at det trods alt er en porter. Den føles dog meget blød i munden.

Eftesmagen er – surprise, surprice – hindbær, hindbær og atter hindbær. Der er en minimal antydning af lidt bitterhed fra humlen; men det er forsvindende lidt. Humlen kommer dog lidt frem når øllen nærmer sig stuetemperatur.

Vurdering: Raspy Engine er på alle måder meget domineret af hindbær; så hvis du ikke kan lide hindbær vil jeg anbefale at gå langt uden om denne øl. Smagen er fin og med den høje grad af sødme i øllen, så kunne jeg godt se mig selv servere den til desserter. Men den dominerende duft og smag af hindbær gør den lige en tand for endimensionel til at jeg ville drikke den uden noget til. Jeg tror det ville have klædt øllen hvis hindbærene var blevet tonet lidt ned så der var blevet plads til lidt flere smagsnuancer.

Jeg vil anbefale at drikke den forholdvis kold. Når den kryber for højt op i temperatur, så kommer der lidt bitre og skarpe noter frem, som jeg synes clasher lidt med hindbær sødmen.

Men alt i alt en dejlig øl, som godt kan anbefale.

 

Min karakter: 6

Om øllen:

  • Porter
  • 5,3 %
  • Flaske: 33 cl
  • Købt: Meny
  • Pris 30,-

Skriv et svar

Your email address will not be published.