Hornbeer – Trumputkim

Hornbeer - Trumputkim

Trumputkim er en utrolig lækker og flot øl. Selv katten er interesseret i øllen.

Trumputkim – med undertitlen “hvem har den største” – er en potent imperial stout på 10% fra Hornbeer Bryggeri.

Titlen på øllen er ment som en hilsen til tre af de – i hvert fald i deres egne øjne – største statsledere, som er med til at gøre international politik lidt for spændende.

 

Udseende: Trumputkim er en kulsort øl med det flotteste chokoladebrune, cremede skum bestående af store og små bobler i en skøn samdrægtighed. Det er et meget stabilt skum, der kun falder ekstremt langsomt sammen.

 

Hornbeer - Trumputkim

En lidt alternativ angivelse af “Mindstholdbar” dato.

Duft: Udfra øllens potente udseende forventer jeg en knytnæve af ristede dufte af mørke malte i næsen….men istedet mødes jeg noget overraskende af en god humlet næse. Forstå mig ret: det er ikke en humle bombe som i en IPA, det er slet ikke der vi er henne; men der er en god portion humle i næsen.

Det er en let blomstrende næse som samtidig har tydelige noter af tørrede frugt. Det giver først et udpræget sødligt strejf med noter af mørkt brød og hårdt branket karamel. Langsomt begynder lidt mørke ristede noter at dukke op: lakrids, kaffe og en antydning af røg. På intet tidspunk bliver de ristede dufte dominerende eller påtrængende.

Det giver tilsammen en god kompleks næse. Et sikkert tegn på den høje kvalitet af øllen er, at jeg bare sidder og nyder dufter og har næsten ikke behov for at smage øllen.

Smag: Trumputkim har en god frugtrig smag. Her er røde æbler, blommer, fuldmodne bær. Den frugtige smag går over i en mere ristet smag af chokolade, kaffen og en god portion lakrids. Det er en dejlig fyldig, afrundet og kompleks smag. Jeg fornemmer slet ikke de 10% som øllen er på.

Den gode kraftige smag komplimenteres findt af en dejlig kraftig mundfylde og blød fornemmelse i munden.

Der er en lækker bitterhed i eftersmagen, som sammen med smagen af god lakrids bliver siddende længe i halsen. Det er en usædvanlig dejlig eftersmag!

Min vurdering: Trumputkim er virkelig god imperial stout og en af de bedste danske imperial stouts som jeg længe har smagt. Den går rent ind på alle parametre: Behagelig næse med masser af duftnuancer samt en dyb og fyldig smag som jeg slet ikke kan få nok af. Det er på alle måder en øl der kun kan anbefales at prøve.

Det vil ofte være en god ide at lade de kraftige mørke øl ligge lidt tid da de ofte udvikler sig rigtig meget i smagen; men denne her er allerede rigtig god:  afrundet, afbalanceret og meget fyldig smag.

Jeg kan kun forestille mig at den bliver bedre og bedre med lidt tid på flasken.

Min karakter:

Om Trumputkim:

  • Imperial Stout
  • 10%
  • Flaske: 50 cl
  • Købt: Meny Køge
  • Pris 40,-

Skriv et svar

Your email address will not be published.