feb 12

Det Lille Bryggeri – Black Mash2

Det Lille Bryggeri - Black Mash2Black Mash2 fra Det Lille Bryggeri er ikke ny øl men jeg har ikke haft adgang til at prøve den før. Så da jeg faldt over den i en af de lokale vinhandlere var jeg nødt til lige at få den med hjem.

Grunden til at jeg har været ret nysgerrig for at smage Black Mash2, er at den er brygget på en lidt speciel metode. Den er brygget på en såkaldt dobbelt mash, eller på dansk: Dobbelt mæskning. Normalt mæsker man øl en gang (dvs. man kommer malten i vand for at trække smag og sukker ud); men dobbelt mash betyder at man tager urden (den sukkerholdige væske der er tilbage efter mæskningen), tilsætter en ny portion malt og mæsker på ny. Derved opnår man en urd, som efter gæring giver en øl med højere procenter og en markant kraftigere mundfylde.

I øvrigt er Det Lille Bryggeri et af de få danske bryggerier, der skriver både brygge- og tappedato på etiketten. Denne er brygget 28/3-2017 og tappet 19/4-2017. Så dette er en øl der med knap et år på bagen har fået lov til at udvikle sig lidt på flaske. Jeg synes det er virkelig fin stil og det viser god respekt for deres kunder at skrive disse informationer på.

Black Mash2

Der burde være flere danske bryggerier der laver en ligeså grundig etikette som på Black Mash2

Udseende: Black Mash2 er kulsort med et mørkt chokoladefarvet, kraftigt skum. Skumhovet falder ekstremt langsomt sammen. Det ender i et tykt og tæt centimeter tykt lag ovenpå øllen, mens det efterlader et flot kniplingemønster af tykke gardiner ned af siden på glasset.

Duft: Det er en ganske fin næse. Jeg fornemmer lidt kaffe og ristede noter samt en anelse chokolade. De ristede noter er ikke specielt dominerende, og de levner plads til lidt frugtige noter i form af mørke tørrede frugter. Der til kommer en snert af sød lakrids.

Smag: Black Mash2 har en god risted kaffesmag, samt en god portion kraftig mørk karamel fra malten. Der er en god smag af mørke tørrede frugter, bittersød lakrids og anelse af bitterhed fra humlen. Overraskende nok er de 14% så godt integreret i øllen, at jeg slet ikke kan fornemme dem. Nuvel, det er godt nok en kraftig smagende øl; men jeg er alligevel overrasket over, at alkoholen slet ikke fornemmes….udover på balance gangen, da jeg rejser mig fra min stol.

Øllen har en fin kraftig mundfølelse, og den føles ganske blød i munden. Den er så kraftig, at jeg sidder tilbage med en næsten en olieret fornemmelse i munden.

Eftesmagen er præget en god portion restsødme fra malten samt en smule chokolade. Efterhånden forsvinder chokoladen, og den giver istedet plads til smagen af  lakrids, som bliver siddende virkelig lang tid i halsen. Det er en meget behagelig eftersmag.

Min vurdering: Min umiddelbare oplevelse af Black Mash2 er, at det uhyggelig godt håndværk. Det er næsten uhørt at få integreret de 14% så godt i øllen, at de ikke fornemmes. Den dobbelte mæskning er med til at give en dejlig mundføles. Jeg fornemmer hvordan øllen smyger sig om tungen og lægger sig som et olieret lag i hele munden.

Smagen er dejlig afrundet med et meget let ristet præg. Der er ikke noget der stikker ud eller stikker af. Den er bare behagelig.

Alt i alt er Black Mash2 en fin hyggeøl eller måske dessertøl. Det er næsten for meget med en flaske på 50 cl, da det er en øl på 14%. men en flaskesøttelse velegnet til at gemme øllen. (bedre forhold for udvikling på lidt større flasker).

Min karakter 6,75

Om Black Mash2

  • Imperial Stout
  • 14%
  • Holte Vinlager, Køge
  • 50 CL

Skriv et svar

Your email address will not be published.