Mad Hatter Brewing Company – Double Nigthmare on Bold St

Double Nigthmare on Bold St

Mad Hatter Brewing Company er et mindre engelsk bryggeri fra Liverpool. Bryggeriet blev etableret af Gareth Matthews og Sue Starling i 2012. De startede ud i det små med en startkapital på kun 1000£ og et lille hjemmebrygger setup på kun 40L. De er vokset stødt, så de i dag har et bryggeri på 3000L.

Mad Hatters er kendt for at lave øl der er meget eksperimenterende med ingredienser, stilarter og smag (f.eks er en af deres mest kendte øl en “Tzatziki Sour”).

Double Nigthmare on Bold St er en stout brygget med lactose og tilsat kaffebønner under gæringen. Den bygger på Mad Hatters “Nightmare on Bold St”‘, men her er der bare skruet godt op for malten (og dermed procenterne) og kaffen.

Udseende: Double Nigthmare on Bold St er en kaffesort øl med et kraftigt chokolade brunt skum.  Skummet lægger i et kraftigt og tykt lag ovenpå øllen, og det falder kun ganske langsomt sammen, mens det efterlader tykke gardiner ned af siden på glasset.

Duft: Det er en massiv, kraftig duft, som rammer mig allerde da jeg hælder øllen op. Kraftig – nærmest blytung – duft af ristet kaffe…. nej nærmere friskbrygget espresso. Jeg har da sjældent oplevet en øl, der nærmest kan få hele stuen til at dufte af friskristede kaffebønner.

Jeg stikker langsomt næsen henover glasset – og er næsten lidt bange for hvad der venter. Duften er ikke overraskende domineret af kaffe; men duften af kaffe blandes af en blød, rund duft af mørk chokolade og en  lidt græsagtigt note som passer fint ind.

Jeg kan virkelig godt lide duften i Double Nigthmare on Bold St. Den kan måske umiddelbart virke en anelse endimensionel med den kraftige, dominerende kaffe. Men kaffe er så massiv at den i sig selv indeholder en del duft nuancer. Den er ristet, dyb og frugtig. Der er masser af nuancer i kaffeduften; og hvis man værdsætter en rigtig god kop kaffe, så kan man bare læne sig tilbage og nyde duften af kaffe efterhånden som det ene nuance afløser  den anden. Jo længere jeg sidder med den jo flere nuancer dukker op.

Smag: Overraskende nok er kaffen slet ikke så dominerende i smagen, som jeg forventede. Det er først smagen af chokoladen der dominerer, og den blander sig med en smule karamel fra malten. Hertil kommer en fin, diskret ristet smag snigende, som langsomt åbner sig op med en dyb kraftig  smag af kaffe. Den ristede smag er dog tonet virkelig godt ned, så det minder mere om smagen af koldkbrygget kaffe.

Der er en rigtig god del sødme i øllen. Det er ikke overraskende i betragtning af, at der er tilsat laktose….og bedømt udfra sødmen og smagen er der vist kommet en god dose i.

Det er en rigtig behagelig smag; men den er noget mindre kompleks og dyb sammenlignet med duften. Men den er stadigvæk kompleks nok til, at jeg bliver godt udfordret til at jeg bevarer intereser.

Mundfornemmelsen er dejlig blød og rund, med en  moderat karbonering.

I eftersmagen kommer en lille snert af lidt humlebitterhed bagest i munden; men den forsvinder hurtigt og bliver afløst af en god portion sødme, som er ikke helt ulig smagen af mælkechokolade. Virkelig lang og behagelig eftersmag, hvor kaffesmagen kommer frem efter lidt tid og bliver siddende lang tid i munden.

Min vurdering: Double Nightmare on Bold St var mit første møde med Mad Hatter; og jeg er ganske godt tilfreds med bekendtskabet. Double Nigthmare on Bold St er en virkelig god, solid, smagfuld kaffestout – eller måske rettere: kaffemilkstout. Næsen er helt sublim – naturligvis med det forbehold, at hvis man ikke kan lide kaffe; så er den nok ikke så spændende.

Kaffen er meget dominerende i både duft og smag. Øllen grænser til at blive lidt endimensionel; men der er heldigvis ikke tvivl om at Mad Hatter har brugt kaffe af virkelig god kvalitet. Dermed tilfører kaffen masser af dybde og smagsnuancer i sig selv, istedet for “bare” at være et ud af flere krydderier eller smagsnuancer.

I øvrigt er der ingen tvivl om de ikke har været nærige med kaffen; jeg sidder i hvert fald tilbage med et lille koffein kick efter et par glas.

Alt i alt er Double Nightmare on Bold St en virkelig god øl, hvor jeg sidder tilbage dels med en behagelig smag i munden og dels med indtrykket af et bryggeri, der virkelig har håndværket i højsæde og kæler for detaljerne i deres øl.

 

Min karakter: 7

Om Double Nigthmare on Bold St:

  • Kaffestout
  • 8,5 %
  • Flaske: 33 cl
  • Købt: Ales by Mail

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.