Spencer Brewery – Spencer Trappist Imperial Stout

Spencer Brewery - Spencer Trappist Imperial StoutSpencer Brewery er noget så atypisk som et amerikansk trappist bryggeri, som er ejet af munkene fra Skt. Joseph klostret i Massachusetts.

For at et bryggeri må kalde sig “Trappist” skal øllene være produceret indenfor klostrets område, og øllet skal være brygget af munkene selv eller under opsyn af munkene. Endelig må munkene ikke selv tjene på øllet, dvs. alle indtjening skal gå til driften af klostret og til godgørende arbejde.

Spencer Brewery er  – sammenlignet med de øvrige trappist bryggerier – et forholdvist ung bryggeri, som først startede produktionen af øl i 2014. Forud var gået fem års forarbejde, som bl.a. indvolverede en del overtalelse af deres europæiske “kolleger” som angiveligt var noget nervøse for, om et nyt amerikansk trappist bryggeri ville ødelægge det brand, som de igennem mange år havde opbygget.

Men i sidste ende blev de overtalt og har bidraget med masser af råd og knowhow til etableringen af Spencer Brewery. Derudover fik munkene fra Skt. Josephs fik 3 konkrete råd med på vejen:

 

  1. Invester fra starten af i et topmoderne bryganlæg
  2. Ansæt en professionel brygmester
  3. Bryg kun én type øl de første fem år

 

De to første råd lyttede de til; men med det tredje er det vist ikke gået så godt. De har allerede sendt en del øl på markedet; heriblandt denne Spencer Trappist Imperial Stout.

Udseende: Spencer Trappist Imperial Stout er en helt igennem sort øl og ligner en typisk stout. Ovenpå øllen ligger et tykt cremet skum bestående af små tætte bobler – jeg har sjældent set så tæt og flot et skum. Skummet er meget stabilt og falder kun ekstremt langsomt sammen, mens det efterlader det tunge, tætte gardiner ned  af siden af glasset.

Duft: Dejlig kraftig dyb og mørk duft af chokolade, friskbagt rugbrød og kaffe. Dertil har øllen lidt mørke frugter, som er med til at runde duften af. Jeg synes også at kunne fornemme en lidt krydret note som plejer at komme fra belgisk gær.

Smag: Spencer Trappist Imperial Stout har en dejlig smag og en god sødme. Der er en meget markant smag af  chokolade og en god sødme, som af mørk branket karamel, mørk sirup og farin. Der ud over er der en dejlig let frisk frugtig nuance af røde frugter, samt et dejligt lille bid fra humlen, som gør øllen ikke kommer til at virke alt for tung.

Den umiddelbare smag af chokolade og frugt går langsomt over i en mere markant ristet smag. Her er smag af kaffe og nærmest en antydning af trækul. Det hele blandes med lidt tørrede frugter i form af dadler, rosiner og figner. Smagen rundes af med en let krydret (belgisk) smag fra gæren.

Spencer Trappist Imperial Stout har en god kraftigt mundfyld. Øllen har en god karbonering, der gør den virker lidt mere frisk og lidt mere let end mange andre Imperial stouts. Samtidig er karboneringen med til at balancere den gode sødme fra malten.

Øllen har en behagelig let ristet eftersmag med lidt lakrids og en smule bitterhed fra humlen. Fremfor alt har den en fin tørhed som giver fint modspil til den godt fyldige øl.

Min vurdering: Spencer Trappist Imperial Stout er en ganske fin stout og en dejlig nydeøl. Der er en god balance i øllen: På den ene side er det en tung ristet stout; men på den anden side så er den ganske godt karboneret og har en god portion humle, der er med til at give den en frisk kant, så den føles lettere end typisk stout.

Bryggeriet får de tre øl grundstoffer (jeg fristes i denne sammenhæng næsten til at kalde det en øl-treenighed) til at spille godt sammen. Malten bidrager med fyldighed, ristede noter og sødme;  gæren bidrager med frugtige noter samt krydderier,  og humlen bidrager med en fin bitterhed som balancerer de øvrige smagsnuancer.

Alt i alt en fin velafbalanceret Imperial Stout med et lille tvist fra den belgiske gær, som gør at Spencer Trappist Imperial Stout skiller sig lidt ud fra andre Imperial Stouts.

Min karakter: 6,5

Om Spencer Trappist Imperial Stout

  • Imperial Stout
  • 8,7%
  • Flaske 75 cl

Skriv et svar

Your email address will not be published.