Ugly Duck – Heard It Through the Wheat Wine

Heard It Through the Wheat WineHeard It Through the Wheat Wine er endnu en fadlagret øl fra Ugly Ducks. Denne øl her har været lagret 12 måneder på gamle rødvinsfade. Jeg har tidligere smagt Nothing But Trouble, som jeg var svært begejstret for; så da jeg faldt over denne øl i min lokale Meny var jeg simpelthen nødt til at prøve den.

Heard It Through the Wheat Wine er – som navnet antyder – en Wheat Wine, hvilket er en øltype, man sjældent ser i Danmark. Basalt set svarer en Wheat Wine lidt til en Barley Wine; men den bare brygget med masser af hvedemalt og naturligvis med en forholdsvis høj procent.

Udseende: Selve øllen har en lidt speciel støvet, rødbrun farve. Det er en lidt overraskende farve, da jeg havde forventet en forholdsvis lys øl, da det er en hvedeøl. Jeg antager, at fadlagringen på rødvinsfade nok har bidraget med en del farve til øllen.

Ovenpå øllen ligger et svagt hvidt skumhovede (dog mere skum end jeg havde forventet), der falder sammen og lægger sig i et ganske tyndt lag på øllen.

Duft: Jeg oplever en meget sødmefuld duft. Her er maltbolche, tyggegummi,  hvedebrød, samt en lille behagelig snert af alkohol. Dertil kommer en god dybde fra malten og en ganske god vinøsitet. Alt i alt er der en rigtig god dybde i øllen i betragtning af at den primært er brygget på hvedemalt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg skærer sødmen væk, så er der en del af de samme noter, som jeg vil kunne finde i en meget mild urøget single malt whiskey. Det er ganske tydeligt fadet der bidrager med de dybe trænoter.

Gennemgående fornemmer jeg tydeligt fadlagringen, som har bidraget med gode noter af rødvin. Efter øllen har stået lidt tid, og den har fået lov til at åbne sig op, så kommer fadet endnu tydeligere frem med noter af træ, tobak samt en svag antydning af læder. Det hele er med til at tilføje yderligere kompleksitet i næsen.

Det er en meget anderledes næse end andre øl; men den meget behagelig.

Smag: Heard It Through the Wheat Wine har en god del sødme, men heldigvis ikke så meget som jeg havde forventede udfra næsen. Der er dog en god sødme i form af lys sirup, røde frugter og en anelse vindruesødme.

I smagen er det dog de mere tunge smagselementer, der spiller hovedrollen. Her er en rigtig god dybde i øllen – langt mere en jeg ville forvente at finde i en hvedeøl. Jeg fornemmer, at det er fadlagringen, der bidrager med gode, ristede og dybe noter af træ og læder. Derudover bidrager den med smag af rødvin og røde druer. Samtidig fornemmer jeg en svag varmende alkohol. Det hele er med til at give øllen et fint vinøst præg.

Øllen er forholdvis godt kaboneret, hvilket er med til at løfte øllen, så den ikke bliver alt for tung. Jeg fornemmer dog, at der er en del sødme i øllen med den kraftige mundfølelse, og den let klistrede mund som øllen efterlader mig med.

Eftersmagen er dejlig behagelig lang med masser af noter fra hvede og rødvin. Alt i alt en dejlig sødmefuld afslutning på øllen.

Min vurdering: Jeg kan virkelig godt lide Heard It Through the Wheat Wine. Det er en øl jeg kan side en hel aften og bare nyde; imens min næse og mund forkæles med masser af nuancer og kompleksitet i både duft og smag.

Jeg har en fornemmelse af, at fadet har bidraget til rigtig meget med både farve, duft og smag. Når det er sagt, så er det en lidt speciel smag, som nogle måske vil føle er lidt for voldsom. Jeg synes, det er en øl der vinder lidt ved at få lov at stå lidt inden jeg drikker den. Den åbner sig lidt op bliver lidt mere tilgængelig efter at have fået lov til at stå lidt tid i glasset.

Heard It Through the Wheat Wine er en meget smagsintens øl, hvilket sammen med en god procent betyder, at det er en øl der skal drikkes i små mængder. Den vil fungere godt som erstatning for en traditionel dessertvin eller bare som nydeøl.

Jeg ser frem til at Ugly Duck forhåbentlig fortsætter med de fadlagrede øl . Efter at have smagt Nothing But Trouble og Heard It Through the Wheat Wine har Ugly Duck fået sat mine forventninger ret højt.

Min karakter: 7,25

Om Heard It Through the Wheat Wine:

  • Wheat Wine
  • 10,4%
  • Flaske: 66 cl
  • Købt: Meny Køge
  • Pris 125,-

Skriv et svar

Your email address will not be published.