Røde Port – Black Smoked Ghost

Røde Port - Black Smoked Ghost Black Smoked Ghost er en af årets nye øl fra det lille Roskilde bryggeri Røde Port. Udover denne skulle der efter sigende være lidt nyt på vej i form af en session IPA og en Brown Ale.

Røde Port beskriver selv øllen som en moderat røgøl, som er humlet jævnt over hele kogning med 4 forskellige humletyper.

Udseende: Black Smoked Ghost er en kulsort øl med et beige skumhovede, som falder sammen til et tyndt lag ovenpå øllen.

Duft: Øllen har en god ristet duft af kaffe og lakrids med en god røget undertone. Det er absolut ikke en kraftig røget aroma; men den er mere diskret og ligger som en fin undertone.

Smag:  Black Smoked Stout har, hvad jeg bedst kan beskrive som, en god klassisk stout smag. Her er gode ristede noter af kaffe og lakrids, og jeg fornemmer en anelse chokolade. Efter lidt tid dukker der en god maltet smag af mørk brød op. Smagen af røg er der naturligvis også. Røgsmagen er ganske godt integreret i øllen; forstået på den måde at den ikke stikker ud og den er på ingen måde dominerende.

Øllen er godt karboneret og ganske fyldig i smagen uden at blive decideret klæg i munden.

Eftersmagen er dejlig langt. Først kommer der lidt røg,  som ender i en god, lang smag af lakrids, som sammen med en fint bid af bitterhed fra humlen giver et indtryk af lakridsbitterhed.

Min vurdering:  Første gang jeg smagte Black Smoked Ghost var jeg noget overrasket over at duften og smagen af røg ikke var mere tydelig i denne øl. Specielt i betragtning af at Røde Port betegner den som en røgøl; så jeg forventet noget mere power fra røgen.  Umiddelbart var jeg lidt skuffet over at røgen er tonet ganske godt ned og kun bidrager forholdsvis diskret.

Jeg har smagt den igen efterfølgende, og denne gang prøvede jeg at se bort fra mine forventninger, og forsøgte at bedømme øllen på den egne præmisser som en moderat røgøl.  Her var det en anden og absolut noget mere positiv oplevelse jeg havde. Man kommer ikke uden om, at det her er en ganske fin stout med en god smag og en fin lille nuance af røg der blandet sig på fornemste vis med de øvrige smagsnuancer i øllen.

Alt i alt er Black Smoked Ghost en ganske velbrygget øl hvor Røde Port – endnu engang – formår at ramme en rigtig god balance i de enkelte smagselementer. Dette er efter min mening et af kendetegnene ved Røde Port: De har en glimrende evne til at ramme smagsbalancen i deres øl rigtig flot.

Min karakter: 6,25

Om Black Smoked Ghost:

  • Røgøl
  • 7%
  • Flaske: 50 cl
  • Købt: Meny Køge
  • Pris 3 for 100,-

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.