Brasserie de l’Abbaye du Val-Dieu – Brune

Brasserie de l'Abbaye du Val-Dieu - BruneBrune er en dubblet fra det belgiske klosterbryggeri Brasserie de l’Abbaye du Val-Dieu. Dog er betegnelsen klosterbryggeri måske lidt vildledende her. Bryggeriet ligger i et tidligere cistercienser kloster, men de markedsfører sig som det eneste bryggeri i Belgien, hvor selve bryggeriet ligger inden for klostrets murer.

Brasserie de l’Abbaye du Val-Dieu brygger deres øl efter samme principper som trappist munkene, men en egentlige trappistøl er det dog ikke.

Udseende: Brune starter nærmest med et flugtforsøg, da jeg åbner flasken. Øllen skummer kraftigt op i flasken og truer med at løbe ovenud og stikke af. Det lykkes mig dog i sidste øjeblik at fange øllen i  glasset.  Da den først er hældt op i glasset tager den sig faktisk ganske flot ud: Et dejligt cremet, beige skumhoved, som ligger sig ovenpå en flot, dyb mørkebrun øl, som får et let rødligt skær når lyset rammer rigtigt.

Duft: På grund af det hidsige skum, da jeg åbnede flasken har jeg lidt bange anelser før jeg dufter til øllen. Jeg er lidt bekymret for om det er en dårlig eller inficeret øl jeg har fået fat på. Jeg forventer en syrlig duft som tegn på en infektion i øllet; men jeg bliver i den grad glædeligt overrasket.

Jeg bliver mødt af en dyb behagelig næse. Der er en dejlig krydret aroma, en behagelig duft af frisk, mørkt surdejsbrød. Dertil kommer en dyb – næsten ristet – note af træ, nødder og mørk frugt. Det er på alle måder en virkelig dejlig, mørk og krydret næse. med noter af nellike og kardemomme. Endelig giver øllen et ganske svagt, kærligt  nap i næsen fra alkoholen. Der er en god kompleksitet i øllen, og jeg fanger hele tiden nye nuancer, mens jeg sidder med næsen over glasset.

Smag: Der er masser af smag i denne øl. Først og fremmest er der en sødme fra mørke frugter (figner, svedsker og rosiner) og mørk karamel. Sødmen holdes dog så meget nede, at den undgår at blive kvalmende. Der er en god portion krydderi – dog uden det bliver overvældende. Her er først og fremmest lidt nelliker; men der er også antydning af kardemomme og muskat. Malten giver sig til kende med smag som fra mørksurdejsbrød med den let – men dog behagelige – syrlig note.

Alkoholen fornemmes kun som en ganske svag varmen bagest på tungen.

Brune har en ganske god mundfyld og god karbonering som passer fint til den fyldige smag.

Øllen har en fin, sødmefuld eftersmag som er fuld af mørke, tørrede frugter. Der er også en lille antydning af lidt nellike, som blander sig diskret sammen med frugten, og tilsammen efterlader det en ganske behagelig smag i min mund.

Min vurdering: Brune fra Brasserie de l’Abbaye du Val-Dieu er faktisk en ganske behagelig øl, og den er et godt eksempel på, at det ikke kun er trappist minkene,  der kan brygge godt øl.

Brune er dejlig kompleks i smagen, og det er en type af øl, som jeg kan bruge lang tid på at smage på og hele tiden finde nye nuancer.  Det er en øl jeg kan side med i lang tid og bare nyde at lade den rulle henover tungen mens jeg nyder smagen.

Samtidig en meget let drikkelig øl, hvor den på den eneside ikke bliver kedelig, og på den anden side heller ikke er så intens i smagen at jeg føler den overfalder og nærmest ødelægger mine smagsløg. Det er bare en dejlig tung og smagsmættende øl som sikkert ville passer perfekt til vinteraften foran en tændt kamin.

Min karakter: 6,5

Brasserie de l’Abbaye du Val-Dieu – Brune:

  • Dubbel
  • 8 %
  • Flaske: 33 cl
  • Købt: Holte Vinlager

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.