Ølfestival 2018

Tordag den 31. maj havde jeg fornøjelsen af at deltage på Ølentusiasternes årlige ølfestival i Lokomotivværkstedet.

De sidste mange år har jeg haft en fast tradition for at tage derude med en kammerat om fredagen; men i år havde vi for første gang valgt at tage derude torsdag. Umiddelbart virkede det som en god løsning, da der (på trods af ny rekord i antallet af gæster) var forholdsvis god plads til at komme rundt på de forskellige stande.

Jeg havde forud for ølfestivalen lavet lidt forarbejde ved at kigge festivallens program grundigt igennem og udvælge en række øl og stande, som jeg havde lyst til at se lidt nærmere på. Ølentusiasterne havde som noget nyt i år lavet en elektronisk festivalguide. Selvom festivalguiden måske havde nogle små børnesygdomme undervejs, og der var nogle funktioner jeg savnede (bl.a. en bedre søge funktion); så synes jeg, at det var en klar forbedring i forhold til de tidligere år. Den elektroniske guide gjorde det noget lettere at få valgt ud og markeret hvad der kunne være interessant at smage på….og med ca. 1100 øl var der rigeligt at skulle holde styr på.

Hvor jeg de sidste par år har brugt tid på tage fyldige noter om øllene jeg smagte; så valgte jeg i år en lidt anden tilgangsvinkel og brugte lidt mere tid på bare at nyde stedet, stemningen og øllene. Derfor har jeg heller ikke så fyldige noter omkring alle øl jeg smagte; men jeg har mere noteret ned hvilke øl der kunne være interessante at prøve igen…og mon ikke der dukker lidt mere grundige anmeldelser af en del af dem op på bloggen i den kommende tid.

Udvalgte øl fra årets Ølfestival

Jeg fik noteret lidt ned omkring nogle af de øl (og en enkelt cider) der gjorde størst indtryk på mig:

  • Browar Golem – Dybuk (fra standen The Eastern Craft) – Rye Porter med salt og cacao/chokolade. God smagfuld porter hvor saltet bidrog til at fremhæve chokoladesmagen.
  • The Cider House – Oliver’s Fine Perry – Denne Perry (cider laver på pære) havde en virkelig god næse og en sød og blid smag. Her var bare pære, pære og endnu mere pære for alle pengene fra start til slut. Uden sammenligning den bedste perry jeg nogen sinde har smagt.
  • Hoppe.beer – Dark X – Dark X tager nok prisen, som den øl der gjorde størst indtryk på mig. Den havde en nærmest voldsom grotesk, voluminøs, kompleks – grænsende til kompliceret – og på samme tid tid vanvittig behagelig næse. Den er en type øl som jeg ville kunne bruge en hel aften (og sikkert det meste af natten med) på bare at sidde og dufte til. Den er pt. kun lavet som et engangs forsøg; men jeg vil håbe at Hoppe.beer på et tidspunkt vil sætte den i produktion. Jeg vil i så fald være den første til at aftage et par flasker!
  • Musicon – Rød Løber – En ganske habil IPA med god og mild smag fyldt med tropefrugt. En dejlig frisk øl, som i den grad faldt i min smag, selvom IPA ikke er min favorit øltype.
  • Røde Port – Fligth 42 – En ganske god og velsmagende session IPA, med en dejlig frisk, bitter og tør afslutning.
  • PhenomenAle – Imperial Black Alchemist Bourbon Barrel Aged Edition. Dette er en special udgave af PhenomenAle’s Imperial Black Alchemist, som er blevet lagt på bourbonfade. Det havde virkelig gjort underværker for øllen  og tilføjet ekstra smag og masser af kompleksitet til en i forvejen god stout. Det er allerede nu en glimrende øl, og jeg tror den kun vil blive endnu bedre med yderligere et par års lagring.

 

Det Lille Bryggeri

Det Lille Brygger er nærmest et lille kapitel for sig selv. Traditionen tro stillede de op med et kæmpe udvalg af egne øl. Med ikke mindre end 45 (egne) øl (!) havde Det Lille Bryggeri absolut en af de mere omfattende og interessante stande med stort set noget for enhver smag. I løbet af ølfestivallen havde vi, da derfor også et par stop undervejs på deres stand.

Det Lille Bryggeri havde et godt udvalg med som omfattede alt fra lette humlede øl til tunge mørke stouts. Dertil kom et ret interessant udvalg af mere specielle øl, som f.eks. en popcorn brown ale og en hindbær-lakridsøl.

Et par af deres nyere øl som de havde med var:

  • Hindbær Lakrids Ale, som er en øl brygget med hindbær og lakrids. Her er masser af smæk på både frugt og lakridssmag. Sammen med en rigtig god sødme minder den i smagen rigtig meget om hindbær-lakrids slik; hvilket den da også blev serveret sammen med. Her er der virkelig noget til den søde tand.
  • Big Bang 2017. Dette er en øl, der blev lavet op til nytåret 2017/2018; men som jeg ikke har haft lejlighed til at smage før. Den er gæret med champagnegær, hvilket har resulteret i en dejlig let, frisk og knastør øl med det let vinøst præg. Iskold kunne den være et godt alternativ til champagne.
  • Tre-enigheded. Dette er en serie på tre forskellige øl. Det vil sige det er den samme grundøl; men den er blevet delt i tre og lagret på henholdsvis romfad, whiskyfad og ståltank. Det var meget lærerigt først at prøve den “rene” øl der har været lagret på ståltank, for derefter at prøve hvad de to typer af fadlagring kan gøre ved den samme øl.

 

Årets ølfestival

Alt i alt var det et fantastisk underholdende arrangement som altid. Der er en virkelig hyggelig og afslappet atmosfære, og mulighed for at møde nogen af de bryggerier, hvis øl jeg drikker i løbet af året.

Hvis jeg virkelig skulle sætte fingeren på noget på noget (og her er vi altså virkelig nede i petitesser) så var det måske antallet af danske bryggerier på årets ølfestival. Jeg har set lidt den samme tendens de sidste år hvor der kommer lidt flere distributører og forhandlere til. Ud af de ca. 85 stande der var listet i programmet  var ca. 15 distributører eller forhandlere. Tilsvarende udgjorde de danske bryggerier kun ca. 50% af standende.

Om der ikke har været plads eller om det er et bevidst fravalg fra bryggerierne ved jeg ikke; men jeg savnede i år bryggerier som bl.a. Nørrebro Bryghus/Braw, Syndikatet, Kongebryg, Fanø Bryghus, Amager Bryghus og Ebeltoft Bryggeri.

På den anden side, så var der fint plads til nogle af de helt nye bryggerier som p.t. rør på sig; bl.a. Røde Port, Åben, Musicon og Hjort.

Alt i alt synes jeg det som altid var et fantastisk arrangement og jeg vil benytte lejligheden til at takke DØE for at inviterer mig med i år.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.