Røde Port – Flight 42

Røde Port - Flight 42

Flight 42 er en session IPA fra Roskilde bryggeriet Røde Port. Jeg smagte første gang øllen på årets ølfestival; men det var et af de sidste stop om aftenen, så jeg fik ikke taget specielt mange notater om den, udover at den var relativt frisk og faldt forholdsvis godt i min smag.

Heldigvis har min lokale ølpusher et godt udvalg af øl fra Røde Port, og de har lige fået Flight 42 hjem, så jeg har haft lejlighed til at smage lidt mere grundigt på øllen.

Udseende: Flight 42 er en klar ravfarvet øl med en flot hvid skumkrone. Skummet sætter sig som tykke cumulus skyer ned at siden på glasset efterhånden som det falder sammen.

Duft: Det er dejlig, frisk og frugtig næse der møder mig. Her er noter af tropefrugter; mandarin, melon og godt med citrus og grapefrugt- og dertil en god dosis gran og enebær. Endelig fornemmer jeg lidt letristet lyst brød og kiks fra malten nedenunder.

Duften er klar, ren, afbalanceretog virkelig tiltalende. Den er som jeg efterhånden forventer det af øl fra Røde Port.

Smag: Flight 42 har en god frisk smag af citrus frugter – primært citron og grapefrugt. Jeg fornemmer samtidig en let smag af græs og strå. Dertil kommer en god karamelnote fra malten sammen med en let smag af kiks. På trods af karamelnoterne fra malten og de let frugtige noter, så oplever jeg ikke øllen som specielt sødmefuld; men den har tværimod en ganske en ganske god tørhed.

I eftersmagen kommer bitterheden stille og rolig snigende med stigende intensitet. Bitterheden bliver dog aldrig overvældende eller for meget for min smag; men den blive sidden ganske længe i munden sammen med en god smag af grape og citron. Det hele ender i en god tør afslutning, der giver mig lyst til at tage en tår mere.

Min vurdering: Flight 42 er en ganske fin sommerøl. Den er frisk og velsmagende, og den har en god tørhed og bitterhed, som gør den særdeles letdrikkelig og forfriskende på en varm dag. Jeg er specielt glad for den gode tørre afslutning i øllen, som virkelig løfter øllen (endnu mere) og giver mig lyst til en tår mere. Desuden synes jeg at det er fint med en IPA som er er tonet ned i procenter.

Som jeg er efterhånden er vandt til øllene fra Røde Port, så er Flight 42 en særdeles smagfuld øl, som er godt afbalanceret i smagen. Det er som altid tegn på en god brygger at man kan lave en så smagfuld øl hvor den enkelte smagsnuancer spiller så godt sammen uden at der er noget der kammer over og bliver for dominerende.

Min karakter: 6,5

Om Flight 42:

  • Session IPA
  • 4,3%
  • Flaske: 50 cl
  • Købt: Meny Køge
  • Pris 3 for 100,-

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.