Svendborgsund Bryghus – Pale Ale

Svendborgsund Bryghus er et helt nyt bryggeri, som slog dørene op i maj 2018. Bag bryggeriet står Bo Abelgren Ehvers som tidligere var medejer af  det lille mikrobryggeri Abelgren og Ramvad i Ristinge på Langeland. Han er nu brygger på Midtfyns Bryggeri og har Svendborgsund Bryghus som et lille sideprojekt ved siden af sit faste arbejde.

Sammen med sin hustru har Bo åbnet Svendborgsund Bryghus i et tidligere  autoværksted i Vindeby på Tåsinge. Umiddelbart virket det på mig som en rigtig godt placering. For dem der ikke er så lokalkendte så ligger Bryghuset lige efter Svenborgsundbroen når man kører mod Langeland. Der kommer dagligt 12000 biler forbi, og det er hovedvejen for alle turister på vej mod Langeland. Så kundegrundlager burde være på plads. Endeligt er der rigtig gode parkeringsforhold, så det er nemt at komme til.

Parret har indrettet en fin lille butik som ligger i forbindelse med bryggeriet. Når man træder ind i butikken mødes man derfor af den dejlig duft af mæsk og urt. Butikken har et godt udvalg af forskellige specialiteter – primært fra det sydfynske – og så har de selvfølgelig Svendborgsund Brughus’ egne øl og limonader.

Sidst jeg var på Langeland benyttede jeg muligheden for at se det nye bryggeri og købe lidt smagsprøver af deres øl. Udfra de tomme pladser på hylderne og de mange kunder i butikken virker det til, at der er godt rift om flaskerne. Jeg købte tre af deres øl med, henholdvis Pale Ale, Brown Ale og Hvedeøl.

Pale Ale

Den første øl jeg har kastet mig over er deres Pale Ale. Den meget spartanske etikette fortæller ikke så meget om øllen ud over at det er en let og frisk lys ale på 5,4%.

Udseende: Pale Ale er en klar og gylden øl, med et tykt og kraftigt hvidt skum, der sætter sig som tykke cumulus skyer på en sommerdag ned at siden på glasset mens det langsomt synker sammen. Svendborgsund Bryghus - Pale Ale

Duft: Uh den er en øl med en dejlig frisk næse. Det er i høj grad de amerikansk humler, der får lov at styre showet med fine dejlige nuancer af  tropefrugt. Mens jeg sidder med glasset under næsen, finder jeg  fine noter af fersken, ananas melon og en antydning af papaya og mango. Dertil kommer en god bund af citrus og grape.

Det er alt i alt en dejlig frisk og sommerlig næse.

Smag: Her er det de samme nuancer, som jeg finder i næsen; men de er dog knap så kraftige. Her mødes jeg af en god frugtig smag med masser af søde tropefrugter, som bliver  rundet godt af fra smagen af citrus frugter. Malten er tonet godt ned så der er fin plads til at humlen kan få frit spil. Humlen fornemmes også ved et lille kækt nap af lidt bitterhed

Pale Ale har en god karbonering og en forholdvis let krop, hvilket passer rigtig godt til den friske smag.

Eftersmagen er præget af en dejlig let og frisk citrussmag, samt en behagelig lang og nærmest blid bitterhed.

Svendborgsund Bryghus - Pale Ale

Pale Ale fra Svendborgsund Bryghus er glimrende øl på en varm sommeraften.

Min vurdering: Jeg må sige, at jeg er positivt overrasket over Svendborgsund Bryghus’s Pale Ale.

Pale Ale er lige som en god sommerøl skal være: Frisk, let, smagfuld og den giver mig lyst til at tage en tår mere. Den er en øl hvor humlen får lov til at folde sig godt ud, da malten er tonet godt ned. De mest hardcore humlehoveder vil måske savne lidt mere bitterhed; men for mig er den perfekt afstemt med en blid; men dog markant bitterhed, der lige præcis er kraftig nok til at balancere smagen af søde tropefrugter fint.

Det er en øl hvor jeg ikke rigtig kan sætte fingeren på noget, der er stikker ud. Den er velkomponeret, velbalanceret og meget let drikkelig. I betragtning af, at Svendborgsund Bryghus er et helt nyt bryggeri med knap et par måneder på bagen, så synes jeg at Pale Ale et ganske solidt udspil fra deres side. Jeg ser frem til at prøve nogle flere af deres øl.

Min karakter: 6,25

Svendborgsund Bryghus – Pale Ale:

  • Pale Ale
  • 5,4 %
  • Flaske: 50 cl
  • Købt: Svendborgsund Bryghus
  • Pris: 35,-

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.