Fyne Ales – Origens -Habitual

Fyne Ales - Origens Brewing - HabitualHabitual kommer fra det skotske bryggeri Fyne Ales, og den er en del af den serie af øl som de kalder Origens Brewing. Øllene i denne serie bliver (ind til videre) kun brygget én gang og dermed kun i et begrænset antal.

Habitual er en af tre øl, som blev sendt på markedet i foråret 2018.

Øllen er et blend af to forskellige øltyper. Fyne Ales bryggede oprindelig en belgisk tripel som blev gæret med en fransk saison gær. Denne tripel blev lagret 11 måneder på gamle franske rødvinsfade. Herefter blev den blandet med en “kettle-soured” hvedeøl. Øllen fik så lov til at lagre igen – denne gang på en gærtank fyldt med abrikoser.

Udseende:  Habitual er en uklar, lys brun øl som nærmest er helt over i et orange skær. Den har et utrolig cremet skum, som falder ekstremt langsomt sammen, mens det sætter sig i centimeter tykke skyer ned at siden på glasset.

Duft: Min næse rammes først af en let syrlig duft som fra frisk lemon og lime; men den overdøves hurtigt af modne stenfrugter og tørret frugt – og ikke overraskende i form af abrikos. Nedenunder den massive duft af abrikos fornemmer jeg lidt karamel fra malten. Den er godt toner ned; men der er dog antydninger af både lynghonning og karamel.

Smag: Habitual har en rigtig god syrlighed og er lettere overdøvende til at starte med. Min første tanke er da også at den virker ret endimensionel og der er kun er syrlighed; men før tanken når at sætte sig, så eksploderer smagen pludselig i min mund.

Jeg oplever først og fremmest et tydeligt fingeraftryk fra fadet i form af – lette – trænoter sammen med en god dosis tanniner, som sammen med syrligheden virkelig får munden til at snerpe sig sammen.

Samtidig rammes jeg af en kraftig smag af tørret abrikos og friske ferskenen. Det er en god, solid frugtsmag, som går fint sammen med en god sødmefuld smag af lys karamel, lynghonning og sirup. Denne sødme giver et godt modspil til syrligheden. Derudover har Habitual en lidt tør og støvet smag – jeg kan bedst beskrive det som om den smager som et gammelt indelukket kælderrum lugter. Det lyder måske underligt; men på en eller anden mærkelig måde passer det godt til smagen.

Det er en kraftig øl med en god mundfylde, som har en forholdsvis tør afslutning.

Habitual har en utrolig lang, tør eftersmag af tørret abrikos som bare bliver ved og ved. Smagen bliver siddende i munden i ekstrem lagt tid, sammen med den tørre, snerpende smag af tanniner fra fadet.

Min vurdering: Habitual er en øl der på nogen områder overrasker mig. Havde jeg fået den stukket i hånden uden at vide hvad det var, så havde jeg ikke umiddelbart gættet på at det var en tripel. Den har tværtimod en  tyngde og fylde i kroppen som snarere leder tankerne hen på en belgisk dubbel eller en oud bruin.

Det er en øl man kun skal kaste sig ud i hvis man virkelig er til syrlige øl. Det er en øl der gang på gang får munden til at snerpe sig sammen med sin friske syrlighed og gode tanniner fra fadet.  Det gør samtidig, at den – på trods af sine 7,1% og sin forholdsvis tunge maltprofil – faktisk er en ganske forfriskende oplevelse.

Min karakter: 7

Om Habitual:

  • Tripel/Sour Ale
  • 7,1%
  • Flaske: 35 cl
  • Købt: Hoptimism.co.uk

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.