Founders Brewing Company – Barrel Runner

Founders Brewing Company - Barrel Runner

Founders Brewing Company udsendte tidligere på året en ny øl i deres serie af fadlagere øl. Her er tale om en Imperial IPA på  hele 11,1%, som er humlet med mosaic. Øllen har efter brygning lagret på gamle romfade.

Udseende: Barrel Runner er en ravfarvet og uklar øl.  Den har et flot cremet  skumhovede, der bliver siddende ned af siderne på glasset, mens det langsomt falder sammen.

Duft: Wow der sker meget her! Dejlig næse med en blanding af humle og rom: Tropefrugt, melon, appelsin, klementin, slik (vingummiferskner), mango, rosiner samt en antydning af vanille, og frem for alt masser af ananas og et godt skud kokos. Duften minder mig i den grad om  Pina Colada.

Smag: Igen er der godt med tropefrugt, selvom der ikke så kraftig ananas og kokos som i næsen. Smagen af tropefrugter giver umiddelbart indtrykket af en let sødme; men her er dog langt fra tale omen sødlig øl – tværtimod! Den umiddelbare oplevelse af sødme udlignes hurtigt af en god bitterhed og noter af træfad, som gør at Barrel Runner kommer til at virke forholdsvis tør i smagen, hvilket klæder øllen.

Samtidig har øllen en god maltbund, som sammen med smag fra faddet tilfører øllen en god fylde i smagen i form af træ, rosin, vanille og rom. Der er desuden en let og behagelig  varme fra alkoholen, som giver lidt dybde og tyngde i øllen.

Barrel Runner føles dejlig frisk og  relativt let i munden med dens gode karbonering, som er med til at løfte øllen og dermed undgå, at den kommer til at føles alt for tung på trods af de 11,1%.

Eftersmagen er præget af en moderat bitterhed, som går over i en let tør afslutning, der til sidst ender med en ganske lang eftersmag af  frisk ananas og en fin antydning af kokos.

Min vurdering:  Barrel Runner er i den grad en øl der overrasker. Den er alt andet end hvad jeg havde forventet af en øl på 11,1% der har lagret på gamle romfade.  Jeg havde nok forventet en meget tung og let sødlig øl med masser af smag fra fadet; men istedet er det en forholdvis tør, frugtig og frisk øl – og langt lettere end jeg havde troet. Her er brugt rigeligt af mosaic humle, som bidrager med en intens smag og duft af tropefrugt som giver øllen et ganske frisk pust.

Det her er en øl som man enten elsker eller hader. Der sker rigtig meget på en gang i både duft og smag, og nogen vil måske synes det bliver lidt for meget; men for mig var det en øl der var ganske underholden at gå på opdagelse i med alle de nuancer der ligger i øllen.

Min karakter: 7,5

Om Barrel Runner:

  • Imperial IPA
  • 11,1 %
  • Flaske: 35,5 cl
  • Købt: Meny

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.