14. December: Ebeltoft Bryghus – Jule IPA

Ebeltoft Gårdbryggeri - Jule-IPA

Ebeltoft Gårdbryggeri har de seneste år markeret sig som et af de bedre danske bryggerier, når det drejer sig om IPA’er. Det er vel derfor heller ikke overraskende, at de har lavet en jule IPA.

Udseende: Jule-IPA er en mørk ravfarvet øl med en flot beige skumkrone, som sætter i små skyer ned af siden på glasset.

Duft: Her er en dejlig frisk næse, hvor humlen virkelig får lov at folde sig ud. God frugtig duft fylder min næse med noter af abrikos og fremfor alt en god portion citrusfrugter i form af klementetin, appelsin og lime. Det hele suppleres af en ganske let note af fyr.

Her er tale om en virkelig dejligt humlet næse der – selvom det er en juleøl – nærmest får mig til at drømme om sol og sommer

Smag: Jule-IPA er ikke overraskende præget af en ganske god bitterhed. Før bitterheden for alvor rammer er smagen præget af lidt frugtige noter i form af sødlig citrus fruger – primært klementin og appelsin. Herefter kommer humlebitterheden rullende ind over tungen og fylder munden med en ganske behagelig snerpende bitterhed. En god maltbund giver en lille smule modspil til bitterheden og giver lidt mere dybde i smagen.

Selvom øllen er godt karboneret opleves den overraskende blød i munden.

Jule-IPA har en god lang eftersmag som begynder bittert og ender i en god smag citrusfrugt.

Min vurdering: Jule-IPA er en fremragende IPA, med en god frisk smag, samt overraskende blød og smooth i munden. Det er netop denne type øl som Ebeltoft laver allerbedst.

Jule-IPA er måske – ud over navnet – ikke specielt julet, og den kunne under et andet navn fint være solgt om sommeren. Når det så er sagt, så vil det være en fin ledsager til julemad, og specielt med de gode noter af appelsin og klementin har jeg en ide om, at den måske ville kunne fungere godt sammen med forholdsvis fede retter med and.

Men derudover så er det i bund og grund bare en glimrende IPA, som man bare kan nyde når man trænger til en pause fra de mere traditionelle tunge juleøl.

Min karakter: 6,75

Om Jule-IPA:

  • IPA
  • 7,2 %
  • Flaske: 33 cl
  • Købt: Meny

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.