24. December: Det Lille Bryggeri – The Stay Puft Christmas Edition

Det Lille Bryggeri - The Stay Puft Christmas EditionSå er jeg langt om længe kommet igennem denne lille julekalender med 24 juleøl. Jeg startede med en frisk jule IPA, og jeg ender i den helt anden ende af ølskalaen.

Den sidste juleøl i rækken er kommer – lige som de to sidste dages øl – fra Det Lille Bryggeries juleøls release. Til min store glæde fandt jeg et par flasker af The Stay Puft Christmas Edition. En øl jeg har hørt meget godt om; men som jeg ikke har haft lejlighed til at prøve endnu.

The Stay Puft Christmas Edition er en imperial stout brygget med marshmellows, chokolade, kokos, appelsin, mandelsirup og belgisk kandis. Resultatet er en ret potent øl på 12,5%.

En ting jeg virkelig værdsætter ved Det Lille Bryggeri er, at de skriver tappe dato på deres øl. Således kan jeg se at den  The Stay Puft Christmas Edition jeg drikker er fra oktober 2016. Det vil sige at øllen har et par år på bagen og dermed tid til at modne lidt i flasken.

Udseende: Kulsort øl med  et flot tæt chokolade brunt skum. Skummet er overraskende kraftigt og stabilt på trods af at øllen har et par år på bagen.

Duft: Min næse bliver ramt af en duft, der er indsmigrende, lokkende og delikat. Jeg oplever den som tyk og fyldig med en vidunderlig aroma af lakrids, mørk karamel, let røg og en fin note af kokos. Det er en på alle måde blød og behagelig næse som man kun kan blive i godt (jule-)humør af.

Smag: Smagen er endnu tykkere, kraftige og endnu mere voluminøs end næsen antydede. Det er en tung og  fløjlsblød  øl med en nærmest olieret fornemmelse, hvor den kraftige fede øl klæber sig fast til tænder, tunge og gane. Det er en god tung smag af lakrids, let røg, ristet rugbrød, marcipan og mørk sirup. Det er en ganske intens og tung smag som løftes lidt af et par fine noter af appelsin og kokos, som sammen med en fin afstemt karbonering gør, at øllen ikke bliver kvalmende tung. Jeg er virkelig ikke fan af kokos og slet ikke af kokos i øl; men her virker det fantastisk godt og er med til at løfte øllen.

Eftersmagen bliver siddende ufattelig længe i munden med en særdeles behagelig smag, der veksler mellem sød lakrids og kokos.

Min vurdering: The Stay Puft Christmas Edition er en usædvanlig lækker øl, der ikke er blevet ringere af at havde fået et par år på bagen. Det er en øl der er intens, smagfuld og overvældende; men på samme tid en øl der usædvanlig indbydende og på sin vis let drikkelig.

Jeg vil mene, at det er den bedste danske (og udenlandske for den sags skyld) jeg har smagt i år.

Min karakter: 8,25

Om The Stay Puft Christmas Edition:

  • Imperial Stout
  • 12,5 %
  • Flaske: 33 cl
  • Købt: Det Lille Bryggeri

 

 

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.