Test af ølglas – porter og stout

Jeg har efterhånden fået opbygget en mindre samling af ølglas, hvor jeg både har forskellige typer af glas og glas fra forskellige producenter og bryggerier. Jeg har besluttet mig for at få ryddet lidt op samlingen af glas, og jeg kan nu engang godt lide at gå grundig til værks, så jeg ser det som en glimrende lejlighed  til at lave en lille test af ølglas.

Glas til porter og stout

Jeg laver her en sammenligning af tre glas som jeg typisk bruger til porter og stout:

  • Snifter fra Borgs Bryghus på Island
  • Stout glas fra Spiegelau
  • Birrateque Tester fra Louige Bormioli

  Stout Spiegelau  Birrateque Tester fra Louige Bormioli

For at teste glassene op imod hinanden har jeg taget Stout – Whisky & Kaffe fra Kunstbryggeriet Far & Søn.

Kunstbryggeriet Far og Søn - Stout Whisky  Kaffe

Jeg har valgt denne, da jeg ved det er en  øl med god og kraftig smag og duft. Derudover er det en stout med et kraftigt skum, hvilket gør den mere egnet til at sammenligne udseendet på øllet i glasset fremfor en stout uden noget nævneværdigt hoved. Endelig har jeg valgt den, da det er en øl på 70 cl., og dermed er der øl nok til at hvert glas kan fyldes godt op. 

Glassene

Hvis jeg sammenligner glassene før jeg hælder øllen op skiller Spiegelau glasset sig lidt ud. Det meget lettere end de to andre, hvilket desværre giver det en lidt “plastik-agtig” fornemmelse. De to andre glas lægger meget tungere i hånden og giver begge en bedre oplevelse af kvalitet.

Skum

Fra venstre mod højre: Spiegelau, Louige Bormioli, Snifter 

Alle tre glas giver et ganske kraftigt skum. Spiegelau skiller sig ud med et skum med store bobler, der giver skummet et lidt leopard prikket udseende. Derimod er skummet i de to andre glas meget mere tæt og cremet med små bobler. Spiegelau glasset giver dog et noget større skumhoved end de to andre, og dermed holder det også længere, før det falder helt sammen.

Den noget bredere overflade i snifteren fra Borgs Bryghus giver i sagens natur et lidt mere tyndt lag skum, som gør at skumhovedet bliver knap så højt som de to andre. Det betyder samtidig, at det falder noget hurtigere sammen end de to andre.

Testeren fra Louige Bormioli ligger sig imellem de to andre glas. Den smalle top givet et “højere” hoved, og det tager markant længere tid, før det falder sammen end snifteren fra Borgs Bryghus. Til gengæld har Spiegelau glasset det mest holdbare skumhoved.

Skummet set fra oven.
Fra venstre mod højre: Spiegelau, Louige Bormioli, Snifter

Duft

Jeg tester alle tre glas af i forskellig rækkefølge. Det jeg dufter til først vil næsen altid være mest frisk. Derfor prøver jeg dem på skift med en god pause imellem.

Det er klart stout glasset fra Spiegelau, der giver den mest intense duft, meget tæt fulgt af testeren fra Louige Bormioli. Begge glas har en forholdvis snæver åbning, hvilket gør, at de holder lidt bedre på aromaen end den lidt bredere snifter fra Borgs Bryghus.

Jeg oplever en mere tydelig profil fra whisky og en tung sødme tørrede frugter både i Spiegelau og Louige Bormioli glasset, hvorimod snifteren har en knapt så markant duft profil. Det er, som om glasset skal stå lidt længere før øllen begynder at åbne sig op, og den bliver aldrig helt så intens i duften som ved de to andre glas.

Til gengæld synes jeg, at Spiegelau lidt til kort når det har stået lidt tid. Det er noget nemmere at køre øllen rundt både i Louige Bormioli glasset og i snifteren og dermed fritsætte aromaen. Det ligger bare mere naturligt at holde  glasset i hånden med stilken mellem fingrene end at holde om foden på Spiegelau glasset. 

   

Smag

Smagsmæssigt er der ikke den store forskel i oplevelsen…..og så alligevel: Her er tale om en øl med en virkelig intens næse. Det er den type øl jeg  nyder at køre rundt i glasset for at udløse alle aromaer….og dermed mere CO2.

Her giver forskellen på glassene sig til kende. Spiegelau glasset giver hurtigere en oplevelse af en lidt mere flad øl end de to andre. Jeg tænker det skyldes, at der blev udløst virkelige meget skum og CO2, da jeg hældte øllen op. Det gør, at Louige Bormioli og snifteren kommer til at virke meget mere karbonerede og dermed mere friske og lette.

Konklusion

Jeg var lidt overrasket over hvor stor forskel der var på oplevelsen af den samme øl i tre forskellige glas. Specielt i næsen var der markant forskel på Louige Bormioli og Spiegelau glassene sammenlignet med snifteren. 

Af de tre glas foretrækker jeg glasset fra Louige Bormioli. Det giver et godt skum, fremhæver aromaen og holder en god karbonering af øllet. Spiegelau glasset giver måske en smule mere intens aroma: men til gengæld ligger Louige Bormioli bare rigtig godt i hånden og giver – i dette tilfælde – oplevelsen af en lidt mere frisk og velkarboneret øl.

Fremforalt så har glasset fra Louige Bormioli den fordel, at det er på 42 cl. Dermed kan det sagtens bruges til øl på 33 cl. Her er glasset fra Spiegelau lidt for stort, og det kræver helst en øl på 50 cl.

 

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.