#176: Thyras Bryg – Belle Saison

Thyras Bryg - Belle SaisonBelle Saison er seneste øl fra det lille bryggeri Thyras Bryg i Roskilde. Her er tale om en saison på 7%, som er brygget med rørsukker, appelsinskal og koriander.

Jeg smagte i december den første juleøl fra bryggeriet, Thyras Jul, og var ganske begejstret. Jeg har været noget spændt på om niveauet ville holde på de kommende øl. Så da jeg så på Facebook, at der var flere butikker i Roskilde, der var begyndt at sælge dem, besluttede jeg mig for, at jeg fredag efter arbejde ville tage en længere omvej til Holte Vinlager i Roskilde for at købe et par flasker med hjem.

Thyras Bryg – Belle Saison

Belle Saison er på alle måder en dejlig forårsfrisk øl. Fra første duft rammer min næse til sidste tår er drukket er det ord det igen og igen popper op i mine tankter “frisk”. Den har  både en dejlig frisk lethed over sig som gør den let drikkelig; men samtidig har den en god velbalanceret dybde i smagen der gør den ganske interessant.

Bele Saison er godt afrundet i smagen med en mere markant fylde og mindre syrlig en jeg normalt forbinder med en saison. Tilgengæld har den langt mere karakter og dybde.  Det er en ganske fyldig øl, som giver oplevelsen af en god sødme, før den ender i en halvtør afslutning. Så forvent ikke en knastør syrlig saison men blød, behagelig og imødekommende øl med en tilpas god kant til, at den går fra “bare” at være god til at blive rigtig interessant.

Selvom det er en mørk februar aften, får den mine tanker at glide hen imod forår og sommer. Det er en øl som vil passe perfekt til at nyde på terrassen i lun sommeraften.

Så Belle Saison er absolut en øl, der var værd at køre en omvej på en halv time for at købe.

 

Smagsnoter:

Udseende: Let hazy gylden  øl [disclaimer: Jeg kunne ikke vente med at smage øllen, så den har ikke helt haft tid til at bundfælde gæren, så den kan være lidt mere hazy end det er meningen]. Små bobler stiger roligt til tops imod et moderat hvidt skumhoved.

Duft: Ganske behagelig næse som er præget at en ganske let syrlighed og god karakter fra gæren, som bidrager med en god krydret duft. Den krydrede duft understreges af en mild antydning af koriander, som suppleres af en fin frugtig note af modne appelsiner.

Smag: Smagen er ganske fyldig og meget frisk.  Min første tanke er solmoden kornmark, men hurtig dukker en god krydret smag op som prikker ganske fint på tungen. Den lette, velsmagende krydrede fornemmelse får let modspil af en svag antydning af rørsukkeret som spiller godt sammen med appelsinen. Tilsammen giver det en god frugtig sødme og oplevelsen af en øl med en ganske god smagsmæssig fylde. Der er en moderat syrlighed i øllen som hverken er anmassende eller dominerende; men den er med til at give øllen lidt kant samt understrege friskheden.

God medium mundfylde og god frisk (samt særdeles velafstemt) karbonering, som bidrager til, at øllen både  får en god tyngde og en frisk karakter.

Det hele ender i en let tør afslutning, hvor den fine smag af appelsin bliver sidden i munden i lang tid.

 

Min karakter: 7,5

Om Belle Saison:

  • Saison
  • 7 %
  • Flaske: 33 cl
  • Købt: Holte Vinlager Roskilde

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.