#186: Brewdog OverWorks – Gooseberry Fool

Brewdog Overworks - Gooseberry Fool

Overworks er BrewDogs nye brand, som er specialiseret i Sour Ales . De sendte de første flasker i handlen i februar 2019. Jeg har ventet dem med spænding og har skaffet et par flasker hjem.

Gooseberry Fool er en sour ale på 6,3%. Det er en relativt lethumlet øl med en IBU på 10.  Øllen er gæret på stikkelsbær og hyldeblomster og den er efterfølgende lagret på vinfade.

Gooseberry Fool

En dejlig frisk syrlighed rammer munden og bedøver et kort øjeblik sanserne; men så eksploderer smagen i munden. Det er samme oplevelse, som når man bider i et modent, saftigt bær. Det er oplevelsen af at bide tænderne sammen om bærret, mærke hvordan skinnet brister og frigiver alle bærrets smagsnuancer i hele munden.

Gooseberry Fool udkæmper nærmest en lille kamp imod sig selv i min mund. På den ene side en let frisk syrlighed og  en knastør støvet bund, som tørrer munden ud i en grad, så den nærmest tigger om en mundfuld mere. På den anden side en god frugtighed fyld med modne stikkelsbær og hyldeblomstsaft som giver indtrykket af sødme, på trods af det er en ret tør øl.

Det er en øl der i den grad minder mig om sommer. Her er tør, støvet, vissen græsplæne, friske modne friskplukkede stikkelsbær og hjemmelavet hyldebærsaft.

Øllen efterlader en mund der er godt og grundig smægsmætter; men den vil ikke slippe mig og bider sig fast. Lang tid efter den sidste tår er er drukket har jeg stadig smagen af stikkelbær og hyldeblomster sidende.

En dejlig frisk øl som både er let at gå til og meget let drikkelig; men samtidig har en kompleksitet med flere lag som man kan nyde at gå på opdagelse i.

Min Karakter: 8,25

 

Smagsnoter

Brewdog Overworks - Gooseberry FoolUdseende: Gooseberry Fool er en klar rød øl, som er en nuance lyserere end kobberrød. På toppen af øllen ligger et fint hvidt skumhoved, som har en moderat holdbarhed og sætter sig i gardiner ned at siderne på glasset.

Duft: Næsen er præget af en tæt funky duft af brett, græs, strå stikkelsbær og lidt hyldeblomster. En moderat frisk syrlighed tager over, før næsen går over i græs og halm igen, for til sidst at ende i en god frugtighed.

Smag: En dejlig frisk syrlighed rammer munden ved første tår. Derefter kommer en ganske god smag af stikkelsbær, som sammen med syrligheden giver en oplevelse af ligeknapt modne, grønne stikkelsbær. Samtidig oplever jeg en sødmefuldsmag  som fra bær og hyldeblomstdrik. Men nedenunder ligger der hele tiden en god støvet, tør bund med noter af græs, kornstrå og tørret halm.

Gooseberry Fool har en dejlig let mundfølelse og en god livlig karbonering, som passer godt til den friske syrlige øl.

Eftersmagen er dejlig tør. Den starter knastør med smagen af ligeknap modne stikkelsbær i en grad så munden næsten snerper sig sammen; men eftersmagen bliver stille og roligt blidere før den til sidst ender i en overraskende blid – næsten sødlig – eftersmag fuld af overmodne stikkelbær og fremfor alt en wammer af en hyldeblomstsmag.

Om Gooseberry Fool:

  • Sour Ale
  • 6,3  %
  • Flaske: 50 cl.
  • Købt: Brewdog

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.