#187: Kissmeyer – Session IPA

Royal Unibrew vil som bekendt gerne med på markedet for craft beer. De har efterhånden etableret en uigennemskuelig underskov af mindre brands, som de forsøger at markedsføre som craft beer eller som mikrobryggerier – selvom det nok kræver  en temmelig kreativ omfortolkning af begrebet “mikrobryggeri”, for at bruge det på en koncern med 2400 ansatte, der årligt producerer i omegnen af 10 millioner hektoliter (godt nok både øl, læskedrikke, mm).

Et af Royal Unibrews bryggerier – eller rettere brands – er Kissmeyer, som bliver brygget ved et andet Royal Unibrew brand, Theodor Schiøts, som holder til hos tredje Royal Unibrew brand, Albanis bryggeri i Odense.

Der er kommet et par øl gaden fra Kissmeyer brandet, og jeg var spændt på at se hvad de kunne præstere.

Den første i serien jeg har prøver er Kissmeyer – Session IPA. Udseendet på øllen ligger sig med en særdeles farvestrålende dåse, hvor layoutet lægger sig tæt op at den design stil jeg vil forbinde med craftbeer.

Etiketten lyder umiddelbart meget lovende. Det er iøvrigt en dejlig detaljeret etikette,  hvor man blandt andet kan finde en fin beskrivelse af hvilke malte øllen er brygget med. Den virker umiddelbart lovende med en god humleprofil bestående af mandarin bavaria, citra, og motuela. Derudover er det tilsat havtorn og rosenblade. Det lyder altså rigtig godt:

Kissmeyer - Session IPA

……indtil man længere nede finder den danske varedeklaration og ud af det kun er et koncentrat af havtorn og rosenblade, der er tilsat:

Kissmeyer - Session IPA

….så fint.

Kissmeyer – Session IPA

Kissmeyer - Session IPAFra start til slut er Kissmeyer – Session IPA en lidt tynd fornøjelse. Ingredienslisten lyder umiddelbart spændende; men jeg genfinder hverken havtorn- eller rosenbladkoncentratet i øllen…og det er bestemt ikke fordi de bliver druknet i smagen af humle. I betragtning af det skulle være en (session) IPA, så lever humlen en noget tilbagetrukken tilværelse. Den giver sig svagt  tilkende med lidt citrusfrugter primært i form af mandarin; men så ikke så meget mere.

Resultatet er en lidt tandløs IPA med lav bitterhed og behersket smag fra humlen. Det er som sådan ikke en dårlig øl; men den er altså bare lidt fesen i en grad hvor jeg sidder tilbage og undrer mig om det er fordi man har valgt at spare lidt for meget på ingredienserne eller om øllen er blevet filteret før tapning. Jeg tvivler dog på den sidste mulighed da øllen fremtræder forholdsvis hazy.

Hvis du istedet for en halvkedelig industriøl som Kissmeyer – Session IPA, vil prøve hvad et mindre; men mere kvalitetsbevidst bryggeri kan præstere med en IPA, som ;  så er her et par forslag:

  • Røde Port – Flight 42. Nok den session IPA jeg fik flest gange i sommeren 2018. Den mestrer den svære kunst både at være letdrikkelig og meget smagfuld.
  • Alefarm Brewing – Table Beer. En let drikkelig session IPA, hvor man mærker at der ikke er sparet på ingredienserne. Iøvrigt: Prøv hvilken som helst af Alefarms øl for at se hvordan et ordentligt skumhoved skal se ud.
  • Svendborgsund Bryghus – Pale Ale. Ligesom Albani et fynsk bryggeri; men her opdager man hurtigt, at det er et helt andet kvalitetsniveau. Her fornemmer man virkelig at der er kælet for øllen. Denne øl er en af grundene til at jeg altid tager et stop ved Svendborgssund Bryghus, når jeg skal til Langeland.

Min karakter: 5

 

Smagsnoter

Udseende: Meget hazy, lys gylden øl, med et moderat hvidt skumhoved som forsvinder forholdvist hurtig og efterlader en blankt overflade. Jeg er lidt overrasket over, der er skulle være tilsat havre, da det normalt er med til at give et flot og holdbart skumhoved.

Duft: Næsen er præget af let citrus og grape samt en portion mandarin. Det er ikke nogen specielt frembrusende næse; men der er derimod let underspillet.

Jeg prøver, at lade øllen komme lidt op i temperatur (og noget højere end jeg normalt ville med en session IPA), for at se om det kunne fremme lidt flere aromaer; men det giver kun marginalt flere noter. Det er altså en meget afdæmpet næse af en IPA.

Smag: Smagen er lige så moderat som næsen. Igen lidt citrusfrugt kombineret med en let syrlig bitterhed, som jeg tror er havtorn, der blander sig med humlen.  Selve smagen af havtorn og  rosenblade er tonet så godt ned, at jeg reelt ikke kan genfinde dem.

Den lette smag sammen med en forholdsvis let krop, giver det indtrykket af en lidt vandet session IPA. Igen undrer det mig, at der er tilsat havre, da det (udover skummet) giver en lidt kraftigere krop til en øl.

Kissmeyer – Session IPA efterlader en moderat bitterhed og en let smag af mandarinskal i munden. Det er ikke en specielt kraftig eller særlig lang eftersmag.

Kissmeyer – Session IPA:

  • Session IPA
  • 4 %
  • Dåse: 50 cl
  • Købt: Kvickly

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.