#194: Ugly Duck – Fuzz Impala

Ugly Duck - Fuzz ImpalaTidligere på måneden var jeg en tur til Odense, og jeg benyttede lejligheden til at besøge HJ Hansens gamle  butik i Vestergade. Der har på matriklen været drevet købmandsforretning og efterfølgende vinhandel siden 1829.  Jeg var positivt overrasket over deres ølafdeling, hvor de havde et nogenlunde fornuftigt udvalg – i betragtning af at det jo er en vinhandel.

Jeg faldt blandt andet over nye øl fra Ugly Duck, som jeg naturligvis sørgede for at købe et par stykker med hjem af.  Ugly Duck har tidligere lavet en del øl jeg har været svært begejstret for, så jeg tænkte det kunne være en god lejlighed til at se, om bryggeriet kan holde niveauet efter at Bryggeriet Vestfyen har overtaget bryggeriet.

Den første øl jeg har prøvet er Fuzz Impala. Her er tale om en NEIPA på 6%

 

Fuzz Impala

Umiddelbart passer Fuzz Impale godt til en NEIPA med sit ret hazy udseende og intens duft af tropefrugt med en dominerende ananas note. Bedømt på udseende og duft minder den mig lidt om ananasjuice. Men ved første tår brydes fortryllelsen. En god livlig karbonering, en relativ let mundfylde og med en intens smag af ananas giver øllen mig mere associationer i retning af ananassodavand end ananas juice.

Jeg synes dog, at Fuzz Impala ikke er helt så juicy og tyktflydende som andre NEIPA’er. Den virker forholdsvis let, hvilket til dels skyldes en forholdsvis kraftig karbonering. Den lette krop understreges også af en forholdsvis tør eftersmagen; faktisk så tør at jeg først opfatter det som bitterhed. Først til allersidst fornemmer jeg en regulær, god, bidende bitterhed som sidder et godt stykke nede i halsen.

Der findes måske bedre NEIPAer derude og der findes helt sikkert mere juicy øl end denne her; men Fuzz Impala har alligevel noget over sig, der giver mig lyst til at drikke den igen. Jeg tror, det er kombinationen af den forholdvis lette krop, den ret tørre og let bitre afslutning, som sammen med en frisk smag af ananas giver en særdeles letdrikkelig øl. som lige præcis er den type øl, jeg ville nyde i solen på terrassen efter en dag i haven.

Min Karakter: 6,5

 

Smagsnoter

Udseende: Fuzz Impale er en flot men hazy, gylden øl, der er meget juice-agtig i sit udseende. Ovenpå øllen ligger et rigtig flot og cremet hvidt skumhoved, som falder langsomt sammen og danner fine hvide kniplingeblonder ned af siden på glasset.

Duft: God næse med tropefrugter, primært ananas, men der er også en god del melon og mango. Grape fornemmes også. Det er en forholdsvis sødmefuld næse.

Smag: Mit første indtryk er en forholdsvis sødmefuld smag. Her er godt med tropefrugter. Det er primært  ananas, men jeg finder også melon, mango og grape. I alt giver øllen et godt indtryk med en god sødme; men der er også en fin bitterhed i øllen, som gør at den ikke opleves som ensidig sød. Ganske behagelig og velbalanceret smag. Dog noget mere bitter end jeg forbinder med en NEIPA.

Fuzz Impala er ikke helt så juicy og tyktflydende, som andre NEIPA’er. Den virker tværtimod forholdsvis let, med en karbonering som opleves  forholdsvis kraftig.

Øllen er meget tør i eftersmagen i en grad, at jeg først opfatter den som bitter. Langvarig eftersmag præget af ananas og melon. Eftersmagen afsluttes med en god bidende bitterhed, som sidder et godt stykke nede i halsen.

 

Om Fuzz Impala:

  • NEIPA
  • 6  %
  • Flaske: 33 cl.
  • Købt: HJ Hansen

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.