Vestslesvigsk Bryghus – Håndspålagt Grønbær

Vestslesvigsk Bryghus _ Håndspålagt GrønbærJeg stødte tidligere på året på øllen Ubesmittet Tønde fra det sønderjyske bryggeri Vestslesvigsk Bryghus, som har specialiseret sig i spontangærede øl efter belgisk forbillede.

Jeg blev ret fascineret af bryggeriets forsøg med at skabe øl med terroir, hvor det er de gærceller, der naturligt er i luften omkring bryghuset, som kommer til at være afgørende for øllets smag.

Jeg har fået anbefalet at prøve Vestslesvigsk Bryghus’ Håndspålagt Grønbær. Heldigvis er det lykkedes mig, at opdrive et eksemplar af her på Sjælland.

For at lave Håndspålagt Grønbær, har man taget Ubesmittet Jomfru (som er en anden af bryggeriets spontangærede øl) og hældt den over knapt modne grønne jordbær, hvor den har fået lov at stå at trække på.

Spontangæring er en proces, som det kan være svært at styre fra bryg til bryg. Derfor synes jeg, at det er rigtig godt, at der anført hvilken batch øllet kommer fra. I dette tilfælde er Håndpålagt Grønbær fra batch 5.

[Disclaimer: Håndpålagt Grønbær er en øl, der har gæret færdig på flaske, hvilket giver en del naturligt bundfald. Jeg har åbnet den efter ca. 5 timer i køleskab; men jeg vil anbefale at lade den hvile en dag eller to inden man hælder den forsigtigt op. Da jeg har været lidt utålmodig kan det have påvirket udseendet af øllet og har måske gjort den mere hazy end den normalt vil være]

Håndspålagt Grønbær

Håndspålagt Grønbær er fra start til slut en ganske frisk og let øl. Den har en dejlig let syrlighed, som sammen med en ganske frisk karbonering gør den ganske forfriskende og nem at drikke.

Smag og næse er præget af en fin og let underspillet syrlighed, som ikke springer i hovedet på dig; men den ligger fint integreret i øllen, og den suppleres af en let, tør og støvet note. Samtidig bidrager de grønne jordbær med en frugtighed, som giver lidt tyngde til øllen; så den undgår bliver helt så let, at den letter.

I smagen finder jeg også lette mineralske noter, som sammen med den friske, rene syrlighed giver mig svage associationer imod de smagsnoter, man finder i en god riesling fra Alsace.

Alt i alt er resultatet en fin dansk syrlig øl med en interessant smag fra de grønne jordbær, som giver lidt dybde og ekstra kompleksitet til øllen. Håndspålagt Grønbær er absolut ganske let og forfriskende,  og det er en øl, som vil kunne fungere glimrende som en let aperitif.

Jeg synes fortsat, at det er et spændende projekt fra det lille bryggeri i det sønderjyske har gang i med deres spontangærede øl. Selvom syrlige øl måske ikke helt har fået deres folkelige gennembrud i Danmark endnu, så synes jeg, det er imponerende, at et lille lokalt bryggeri har turde kaste sig ud i udelukkende at producere denne type øl. Men det er spændende øl som har smagt indtil nu, og jeg håber Vestslesvigsk Bryghus får succes med at lave denne type øl mange år fremover.

Min Karakter: 6,5

 

Smagsnoter

Udseende: Temmelig hazy gul øl der nærmest minder om en NEIPA i udseendet. Det der dog adskiller den fra en NEIPA, er den realtivt kraftige og nærmest højlydte karbonering, som resulterer i et kortvarigt hvidt skumhoved, der hurtigt kollapser og efterlader en væske i glasset, der er til forveksling ligner en naturlig tåget æblemost.

Duft: En let og frisk næse med en moderat – men dog tydelig – syrlig note. Let tør og  støvet duft som leder tankerne i retning af brett, uden den dog bliver ligeså dominerende som “rigtig” brett vil være. Nedenunder ligger en bund af lette frugtige noter, som umiddelbart minder mig om grønne stikkelsbær. Jeg tænker det er de grønne jordbær; men da jeg aldrig har smagt hvordan de smager har jeg ikke nogen reference ramme på deres duftprofil.

Smag: Smagen er præget af en god syrlig tørhed og en let mineralsk note. En let antydning af umodne bær, som minder mig om grønne stikkelsbær; men som formodentlig er de grønne jordbær, der træder frem. De frugtige noter og syrligheden leder tankerne henimod umodne æbler og lemon. Der er også en let støvet smag som minder om en meget afdæmpet udgave af brett.

Umiddelbart har Håndspålagt Grønbær en relativ let krop. Men det er vist den kraftige, friske karbonering der snyder lidt her, og som får øllen til at virke lettere, end den egentlig er.

Øllen har en dejlig lang og meget tør eftersmag, der faktisk gør øllen ret så forfriskende. God lang, støvet eftersmag med noter af umodne bær, som bliver siddende dejligt længe i halsen.

 

Om Håndspålagt Grønbær:

  • Sour Ale
  • 5 %
  • Flaske: 50 cl.
  • Købt: Holte Vinlager Roskilde

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.