Tre øl fra Stevns Andelsbryggeri

Stevns AndelsbryggeriEfter Stevns Bryghus gik konkurs sidste år, har man på Stevns arbejdet for at få stablet et nyt lokalt bryghus på benene.  Der ser ud til at være lykkedes, og lørdag d. 4 maj var der officiel åbning af Stevns Andelsbryggeri. Bag bryggeriet står en sammenslutning af 4 restaurationer (Traktørstedet Gjorslev Bøgeskov, Livsnyder & Bonderøv,  Traktørstedet Højeruplund og Rødvig Kro & Badehotel), samt bryggeriet Bad Luck Brewing og mediebeurauet DIXI.MEDIA.

De tre første øl er nu kommet i butikkerne; i første omgang dog kun på Stevns. Stevns Andelsbryggeri har startet ganske stille ud med brown ale, pilsner og hvedeøl. Øllene er brygget med de helt basale ingredienser malt, humle, gær og vand, så det er uden krydderier eller andre smagsgivere. De kommer i de klassiske små buttede “belgiske” flasker.

Ved første øjekast kan udspillet med disse tre øltyper måske virke en anelse konservativt; men jeg tænker med primært lokale restauranter bag bryggeriet , så virker det fornuftigt at starte med at fokusere på øltyper der typisk passer godt til mad.

 

Stevns Andelsbryggeri – Hvedeøl

Stevns AndelsbryggeriHvedeøl er en  gylden og ret tåget hvedeøl. Den tager sig ganske indbydende ud i glasset med et fint og cremet hvidt skumhoved, som kun langsomt falder sammen.

Næsen er fint afdæmpet med behagelige krydrede noter af hvede, strå, nellike og banan. Det er en stille og rolig næse, der ikke efterlader nogen tvivl om, at det er en hvedeøl.

Hvedeøl  har en god fed mundfølelse, som kombineres med en god karbonering. Smagen er – ikke overraskende – præget af en fin ren smag af hvede og rundes lidt af krydrede noter af hvid peber, nellike og en svag antydning af banan noter.  Humlen giver sig tydeligt tilkende med et godt bittert nap.

Umiddelbart en fin standard hvedeøl, hvis det ikke lige var for en anelse mere kraftig humlebitterhed end man normalt finder i en typisk dansk hvedeøl. Det klæder den, at den viser lidt tænder med et venligt lille humle nap.

Min karakter: 6

  • Flaske 33 cl
  • 5,2%
  • Købt: Superbrugsen Haarlev

Stevns Andelsbryggeri – Frokost pilsner

Stevns AndelsbryggeriFrokost pilsner er en ganske flot mørke gylden øl med et virkeligt flot cremet skum, der sætter sig i tykke gardiner; mens det prøver at falde sammen. Det lykkes dog ikke for skummet, at synke helt sammen, og det ender i et ½-1½ cm tyk lag ovenpå øllen.

Næsen er ganske behagelig med en fin krydret note fra humlen og en overraskende god antydning karamelsødme fra malten, som også byder ind med lette noter friskbagt lyst brød, Jeg er normalt ikke super begejstret for pilsnere; men denne her virker sært tiltrækkende på mig.

Den føles ganske blød og behagelig i munden nærmest en lidt fed fornemmelse, som dog moderes af en god karbonering

Smagen er overraskende fyldig af en pilsner. Det er en god smag af lyst brød med en ganske svag antydning af lidt karamelsødme; men langt fra så meget som næsen antydede. Samtidig byder humlen ind med en god krydret note og en ganske god bitterhed. Det giver et godt modspil til den lidt kraftige krop og giver øllen et godt frisk pift. Det hele ender i en behagelig eftersmagen er præget af en god bitterhed og god smag af strå, kornmark, og lyst brød.

Jeg synes, det er en ganske god pilsner (specielt i betragtning af, at jeg som sagt ikke er super godt til denne øltype). Smagsmæssigt er det ganske fin øl med lette noter af karamel og malt. Den har ganske små træk, der minder mig om en classic øl (hvilket for en god ordens skyld er positivt ment). Den har en noget kraftigere krop og et noget kraftige humle bid, end de fleste vil være vant til i en traditionel dansk pilsner

Min karakter 6,25

  • Flaske 33 cl
  • 3,8%
  • Købt: Superbrugsen Haarlev

Stevns Andelsbryggeri – Brown Ale

Stevns AndelsbryggeriBrown Ale er en ganske flot mahognibrun øl med et beige skumhoved. Ligesom de to andre øl er det et flot cremet og stabilt skum.

Næsen er ganske behagelig uden at være påtrængende. Her er mørk friskbagt mørkt brød, korn og let antydning af faring og karamel. Det er lige før, jeg næsten aner lidt mørkt tørret frugt i øllen.

Der er en god dyb smag fra malten. Her er mørkbranket karamel, farin, mørkt ristet surdejsbrød, modent korn og en let krydret smag, som prikker friskt på tungen, mens jeg kører øllen rundt i munden. Det er en godt balanceret øl, hvor den gode sødmefulde smag af karamel udlignes af en rigtig god humle bitterhed. Det er en perfekt dosering af humlen: Lidt mindre humle og øllen var blevet for sødmefuld og tung – lidt mere humle og den var blevet for bitter.

Min karakter 6,5

  • Flaske 33 cl
  • 5,0%
  • Købt: Superbrugsen Haarlev

Stevn Andelsbryggeri – et første indryk

Med Bad Luck Brewing som en af virksomhederne bag Stevns Andelsbryggeri havde jeg forventet et fornuftigt kvalitetsniveau på øllene, og de indfrier alle tre mine forventninger. Det er tre klassiske øltyper, der gør ligepræcis det, de skal gøre: De vil fungere fint sammen med en solid dansk frokost. Med det udgangspunkt virker også det fint at der er skruet lidt mere op for humlebitterheden i øllene. Til mere traditionel dansk mad synes jeg, det fungerer rigtig fint med øl med en god bitterhed.

I feltet af de tre synes jeg dog, at Brown Ale skiller sig rigtig positivt ud. Den er behagelig, smagfuld og godt balanceret. Det er en øl, som jeg også ville kunne finde på at drikke uden det er i forbindelse med et måltid.

Det er de tre første øl, der er kommet ud, og de er som sagt rettet imod restaurationer, hvilket giver rigtig god mening, når man ser på hvem der står bag; og ud fra den præmis rammer øllene plet. Jeg vil i hvert fald ikke tøve med at bestille en af de tre øl næste gang jeg spiser et af de pågældende steder.

1 kommentar

    • jesper on maj 15, 2019 at 1:23 pm
    • Svar

    Hej
    Tjek lige alkoholprocenterne igen. Frokostpilsneren bør være 3,8 og brown-alen 5,0.
    Jeg tillader mig at dele din anmeldelse på min private LinkedIn.
    Mvh Jesper, Stevns Erhvervsråd

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.