Ølfestival 2019

Ølfestival

Torsdag er den mindst besøgte dag, så der er forholdsvis god plads til at komme rundt på standene.

Igen i år havde jeg fornøjelsen af at deltage i Ølentusiasternes  Ølfestival i Lokomotivhallen. Jeg havde valgt at tage derud  torsdag, som traditionelt er den mindst besøgte af de tre dage, som Ølfestivallen varer. Selvom der var besøgsrekord i år, så var der torsdag stadig ganske god plads, så det var let at komme rundt på festivallen og til at komme til på standene.

Med omkring 1200 øl at vælge imellem var det som sædvanlig noget for enhver smag. Jeg havde lavet en længere liste over øl, jeg gerne ville nå; men det endte med at være langt fra alle jeg fik smagt.

Ligesom sidste år valgte jeg brugte aftenen  på bare at nyde stedet, stemningen og øllene. Derfor har jeg heller ikke så fyldige noter omkring alle øl jeg smagte; men jeg fik dog noteret et par øl, jeg synes kunne være interessante at prøve igen.

Udvalgte øl fra årets Ølfestival

  • Amager Bryghus – The Grumpletonian. Set i bagklogskabens lys så var det måske ikke den smarteste beslutning at starte Ølfestivallen med en quadrupel på 12%. På den anden side er jeg glad for, at jeg fik mulighed  for at smage den med helt friske smagsløg. Som jeg husker det, så var det en quad som bryggeriet havde haft problemer med at få gæret helt i bund; så den havde derfor endt med at stå ca. 6 år på lagret. Øllen har desuden lagret en del af tiden på rosiner, der havde ligget i bourbon. Resultatet var en  utrolig velsmagende øl med en vinøsitet, der mindede om portvin eller sherry, og som havde en delikat sødme, med en ganske fin smag af rosiner og en lille antydning af bourbon til at runde hele herligheden af. En virkelig smagsmættende oplevelse og umiddelbart den bedste øl, jeg smagte på festivallen.
  • Thisted Bryghus – Ronkedor.  Det var vel nok den øl, der stod øverst på min liste over øl, jeg gerne ville nå.
    Ølfestival

    En af festivallens største oplevelser var muligheden for at smage en de sidste flasker af Ronkedor.

    Med 10 år på bagen var det overraskende, hvor godt den stadig holdt sig: En behagelig dyb smag og en tilpas afstemt bitterhed, selv efter så mange år. Det var virkelig en oplevelse at få lov at prøve denne øl.

  • Ugly Duck – Lepus. Dette var mit første møde med de nye sours fra Ugly Duck; og lad mig bare sige, at den var mere end godkendt. En tør og frisk saison med en let brettnote, som ikke overdøvede øllen. Hvis det her er Ugly Ducks generelle niveau, så glæder jeg mig til at prøve flere fadlagrede sours fra deres hånd.
  • Fanø Bryghus – Red Wedding. Fanø Bryghus stillede med et ganske flot udvalg af deres øl. Den ubetinget bedste på standen og en af festivallens bedste var Red Wedding, som er en stout lagret på rødvinsfade.
  • Old Hat Brewing Company – Churchill.  Dette var en af de første øl fra dette forholdsvis nye bryggeri. Her er tale om en stout med en god røgprofil som var godt integreret i øllen. Det var en ganske behagelig stout og et fint første udspil fra bryggeriet, som jeg har noteret mig, at jeg bør se lidt nærmere på snarest.

 

Det Lille Bryggeri

Ølfestival

Med et udvalg på over 50 øl kunne det være svært at vælge på Det Lille Bryggeriets stand. Hvis man ikke kunne beslutte sig, kunne man istedet dreje på lykkehjulet.

Som sædvanlig havde Det Lille Bryggeri en stand, der udgjorde en lille festival i sig selv. I år stillede man med mere en 50 forskellige øl, og traditionen tro en lang række nyheder imellem. Jeg fik smagt et godt udvalg, og ikke overraskende var det de mørke øl, der skilte sig  positivt ud.

Der var specielt to øl, jeg gerne vil fremhæve.

  • Tro, håb og kærlighed. Dette er Det Lille Bryggeris signaturøl for 2018. En smagfuld Old Ale med en fin note af den tilsatte ahornsirup. En øl som jeg godt kan garantere, at der kommer et selvstændigt blogindlæg om inden længe.
  • Imperial Stout. Det var egentlig ikke én øl; men en serie på seks forskellige imperial stouts. Det var i grundformen den samme øl; men der var – ud over grundøllen – blevet lavet fem versioner, som var tilsat forskellige frugter; så der var versioner med hindbær, kirsebær, brombær, blåbær og solbær. Det var ret interessant at smage dem op imod hinanden og opleve hvordan frugten påvirkede øllen. Jeg dem jeg fik smagt vil jeg klart anbefale versionen med hindbær, som komplimenterede den tunge stout glimrende.

 

Årets ølfestival

Ølfestival

Upcoming var et nyt initiativ på årets Ølfestival. Et område der var forbeholdt små nye bryggerier.

Jeg synes Ølfestivallen i år var langt mere interessant, end den har været de sidste par år. Det skyldes ikke mindst en større andel af danske bryggerier; men også at der var blevet plads til en del bryggerier fra den absolutte top i Danmark, som f.eks. Amager Bryghus, To Øl, Fanø Bryghus, Dry & Bitter, Gamma og Alefarm.

I den anden ende af skalaen var der blevet plads til en række mindre, nye bryggerier, som var samlet i området Upcoming. Jeg synes det var et glimrende initiativ og en god mulighed for at stifte bekendskab med nogen af de mindre bryggerier, jeg ellers ikke støder på.

Endelig var der forsat plads til importørerne, hvor specielt det Belgiske Hus og One Pint havde et virkelig godt udvalg med.

Alt i alt var det en rigtig god festival i år, og jeg vil benytte lejligheden til at takke DØE for at invitere mig med i år.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.