Om denne blog

Den ølblog udspringer af min store interesse for øl og ølbrygning.

Min interesse for øl – eller rettere godt øl – begyndte tilbage i slutningen af ’90erne. Oprindelig var mit kendskab til øl meget begrænset til pilsnere som f.eks. Carlsberg, Tuborg, Ceres Royale og Albani. Pilsner var stort set den eneste type øl der blev brygget og solgt på det danske marked.

En af de første gange hvor jeg begyndte at få øjnene op for andet end danske pilsnere, var da en kammerat slæbte mig med ind på den nu for længst lukkede Queens Pub i Aalborg. Dengang var Queens Pub en af de meget, meget få beværtninger, der faktisk førte udenlandsk øl. For os var meget eksotisk, at man kunne få så specielle typer af øl som brown ale, dubbel og stout. Specielt chokolade stout vakte meget stor undren.

Men den virkelige øjenåbner for mig kom da jeg i forbindelse med mit studie tilbragte et halvt år i Belgien. Her åbnede sig en helt ny verden for mig, og jeg fik øjnene op for hvor meget forskelligt og hvor meget godt øl der fandtes udenfor Danmark. Samtidig fandt jeg ud af hvor endimensionelt og rent ud sagt kedeligt det danske ølmarked var.

Det er efterhånden mange år siden og der er sket utroligt meget indenfor den danske ølverden. Der er kommet en myriade af små og mellemstore bryggerier, og der er sket en eksplosion i antallet af nye danske øl der kommer til hvert år. Antallet og udvalget af udenlandsk øl er også eksploderet. Der er i dag et fantastisk bredt udvalg af god øl, som jeg for 20 år siden ikke havde turde drømme om.

 

Så hvorfor denne ølblog?

Jeg nyder og værdsætter en god øl, og jeg elsker at finde og smage nye typer af øl. Det giver mig mulighed for at få inspiration til min egen ølbrygning og jeg lærer nye øltyper at kende. Jeg har efterhånden har smagt mig igennem en hel del forskellige øl. Jeg havde derfor længe overvejet, at jeg burde få lavet en form for arkiv med smagsnotater over de øl jeg smager. Både for at kunne gå tilbage og se om en bestemt øl var god, dårlig eller intetsigende; men også for at jeg finde inspiration til nye ølopskrifter. For eksempel, hvis jeg vil lave en opskrift på en stout kunne det være fint at kunne gå tilbage og se på mine ølanmeldelser af stouts for at se hvilke smagsnuancer jeg har sat pris på i øllene, og hvilke jeg ikke har brudt mig om.

Her er denne ølblog blevet en praktisk løsning på dette problem, da den giver mig et sted hvor jeg kan gemme mine smagsnotater over øl.

 

Håndbryggeblog

Ved siden af denne blog, så har jeg også en anden blog som omhandler min store interesse for håndbrygning. Her opdaterer jeg løbende omkring de øl jeg brygger, samt opskrifter på øl.

Du kan finde min anden blog her:

www.lehrmann-haandbryg.dk

 

Jeg håber at du finder denne ølblog interessant og læg gerne en kommentar eller hilsen.