Founders Brewing Company- Sumatra Mountain

Hvad stiller man op, hvis man pludselig står med adskillige sække med kaffebønner, som man ikke ved hvad man skal bruge til? Det var for år tilbage situationen for Founders. Til deres breakfeast stout bruger de store mængder kaffe; men havde fejlkalkuleret hvor mange sække de skulle bruge. I stedet for at lave endnu en kaffestout gik de igang med at overveje, om de kunne bruge kaffe i andre øltyper. De valgte at forsøge sig med en brown ale, som blev pumpet godt op i alkoholstyrke, så den kunne at give lidt modspil til kaffen. Resultatet blev Sumatra Mountain – en imperial brown ale på 9% tilsat kaffe.

Sumatra Mountain

Founders Brewing Company- Sumatra MountainI glasset ligner Sumatra Mountain mere en porter end en brown ale. Det er en helt igennem sort øl, der ikke lader meget lys trænge igennem.

Sumatra Mountain har en dejlig voluminøs  næse med en tæt duft af chokolade og friskkværnede kaffebønner.

Smag og mundfylde er en intens oplevelse. Det er en tæt og tykflydende øl pakket med smag. En god kraftig maltbund giver et solidt bundfæste med smag af surdejbrød og karamel. Sumatra Mountain har en god brødet fornemmelse med en fin diskret – men dog insisterende – sødme med noter af mørke tørrede frugter. Sødmen balanceres fint af en smule humlebitterhed.

Ovenover rejser der sig et bjerg af intens smag af god mellemristet kaffe, mørk bitter chokolade og en fin smag af ristede hasselnødder.  Den opleves nærmest voluminøs i sin intense smag

Hybrid mellem kaffestout og brown ale

Sumatra Mountain er en sjov hybrid imellem en kaffestout og en mere traditionel brown ale. Den har de elementer af karamel og nødder, som jeg forbinder med en brown ale; men på den anden side har den elementer af chokolade og kaffe, som jeg mere forbinder med en stout -selvom de ristede noter ikke er så fremtrædende som i en stout.

Det er en ganske dejlig nydeøl. På den ene side glider den ganske let ned på trods af de 9% – på den anden side er den så smagsmættende, at det næsten er svært at drikke et helt glas da smagsløg bliver godt stimuleret.

Min Karakter: 7,5

 

Om Sumatra Mountain:

  • Brown Ale
  • 9  %
  • Flaske: 35,5 cl.
  • Købt: Meny Køge

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.