#197: Ugly Duck – Rio Grande Blood

Da jeg sidste måned var forbi HJ Hansens gamle  butik i Odense, benyttede jeg lejligheden til at købe et lille udvalg af nye øl fra Ugly Duck med hjem.  En af disse var Rio Grande Blood, som er en imperial stout på 12% som er brygget med laktose, kakaonibs, og vanilje.

Rio Grande Blood

Ugly Duck - Rio Grande BloodRio Grande Blood er i sagens natur forholdsvis domineret af de tilsatte ingredienser, hvilket resulterer i en laktose fed øl med en massiv tung sødme og solid smag domineret af chokolade og vanille.

Det er lige før, jeg begynder at få tanken, at øllen er en smule endimensionel; men så begynder den stille og roligt at åbne sig op. Jo længere jeg sidder med den, jo bedre bliver den. Den er dejlig underspillet i dens duft- og smagsnuancer. Den er primært præget at chokolade og vanille; men duft og smag af disse er hold så godt nede, at de også giver plads til andre nuancer.

Efterhånden begynder øllen langsomt at folde sig ud med små diskrete noter af toffee, mørke tørrede frugter, samt let antydning af kaffe og sød lakrids. Selv små noter af lidt læder synes jeg at kunne finde.

Rio Grande Blood er en ganske god stout, selvom den måske ligger lige på grænsen til at laktosen får overtaget med for meget sødme.

Frem for alt er Rio Grande Blood dog karakteriseret ved en god, blød, afrundet og imødekommende smag. Selvom den er ganske kraftig, og selvom den er på 12% kan jeg drikke den forholdsvis let. En dejlig stout som for min skyld gerne måtte blive en del af Ugly Ducks faste sortiment.

Min Karakter: 7,25

 

Smagsnoter

Ugly Duck - Rio Grande BloodUdseende: Rio Grande Blood er en kulsort øl med et tykt og cremet chokoladebrunt skumhoved, der sætter sig i fine tykke gardiner ned af siden på glasset.

Duft: Umiddelbart er Rio Grande Blood et ganske rart bekendskab for næsen. Jeg kan bedst beskrive det som en blød stout næse. Her er de klassiske ristede noter og selvfølgelig tydelig præg af chokolade og vanille samt laktose; men næsen er dejlig afrundet, afdæmpet og let tilgængelig.

Nedenunder de bløde ristede noter af chokolade og vanille, ligger der mørk tørret frugt, læder, en let antydning af laktose, samt svage noter af lysristet kaffe og sød lakrids.

Smag: Der er lidt mere bid i smagen, hvor de ristede elementer træder lidt mere i karakteer. Rio Grande Blood er stadig præget af en tydelig vanille smag og en god tung chokolade sødme, som yderligere understreges af laktosen som i sagens natur bidrager med en god sødme; men det modereres i første omgang af en tilpas kraftig bitterhed. Dermed undgår den – på trods af en markant sødme – at blive decideret klæg.

Det er en god kraftig øl med ristede noter af kaffe og lakrids; men fremfor alt har den en god intens smag af chokolade og vanille. Der er en god sødme i øllen fra laktosen. Sødmen understreges yderlige af noter af karamel, toffee, mørke tørrede frugter og sød lakrids. Det er tæt på at det bliver for meget; men sødmen får lidt modspil af en let ristet note og en let bitterhed.

På trods af de 12% glimrer alkoholen fuldstændigt med sit fravær.

Mundfylden er ganske kraftig med gode bidrag fra laktosen til at forstærke fyldigheden. Samtidig er  karboneringen er også holdt godt nede. Den ligger lige på kanten til at føles en anelse klæg på grund af mundfylden og sødmen.

Eftersmagen er ganske behagelig og sødmefuld og jeg har glæde at en dejlig chokolade og vanille smag lang tid efter den aller sidste tår er taget.

Om Rio Grande Blood:

  • Imperial stout
  • 12  %
  • Flaske: 33 cl.
  • Købt: HJ Hansen Odense

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.