Kongebryg – Batch 200

Batch 200 er en imperial stout fra Kongebryg, som holder til på den gamle kasserne i Næstved. Øllen er – som navnet antyder – batch nr. 200 fra bryggeriet. Øllen er blevet brygget i samarbejde med Michael Rahbek fra Nørrebro Bryghus og Thomas Schøn fra Bad Luck Brewing.

Batch 200 er først gæret til 10%, og derefter er den tilsat gæren SafAle HA18. Det er ikke en gær type, jeg er stødt på før; men det er en relativ ny gær fra Fermentis, som efter sigende skulle kunne bruges til gære en øl op til 18% alkohol – hvilket er ret højt for en ølgær. Helt så kraftig er Batch 200 ikke blevet; men den er dog endt på potente 15% (!).

I øvrigt er det et nydeligt lille træk, at øllen kommer i en flaske hvor toppen er dyppet i stearin. Det er efter min mening et godt alternativ til voks. Flasken får et eksklusivt look; men man slipper for det besvær, som det nogen gange kan være at åbne en flaske, der er forseglet med voks.

Batch 200

Kongebryg - Batch 200Hvis man kan lide mørke tunge øl, så er det her er kræs for både næse og mund.

Både i duft og smag flyder Batch 200 over med et overflødighedshorn af mørk chokolade og mørke tørrede frugter. Bedst som jeg tror har fået styr på smagen begynder en myriade af smagnuancer at komme piblende frem: Lidt kaffe dukker op…lidt modne røde frugter dukker op….lidt brændt karamel….lidt tobak og læder. Det er en god dyb smag, som det er en fornøjelse at gå på opdagelse i. For hver mundfuld jeg tager bliver jeg mødt med nye smagsnuancer.

Det er et sandt bombardement af smags- og duftindtryk i en grad hvor munden og næsen næsten bliver overstimuleret; men øllen er så velsmagende at jeg hele tiden er nødt til lige at tage en tår mere.

Jeg i øvrigt positivt overrasket over hvor godt skjult de 15% trods alt er…og samtidig er jeg lidt skræmt over, hvor hurtigt øllen forsvandt på trods af de 15%.

Batch 200 er en voldsom potent imperial stout; men den er aldrig i nærheden af at kamme over og blive for meget. Batch 200 er bare en lang nydelse og nok en af de bedste (hvis ikke dén bedste) danske imperial stout jeg har haft fornøjelsen af at smage i år.

Min Karakter: 8,25

 

Smagsnoter

Udseende: Kulsort tyktflydende øl. Skum er der forsvindende lidt af, og den smule der kommer frem mens jeg hælder øllen op, forsvinder hurtigt og efterlader en næsten spejlblankt overflade.

Duft: En dyb intens næse med mørk bitter chokolade, røde  frugter, lidt brændt kaffe og et hav af tørrede mørke frugter. Dertil kommer ikke overraskende et lille svirp af alkohol; men i betragtning af den er på 15% er alkoholen faktisk ret diskret.

Smag: En massiv smagfuld oplevelse, hvor det igen er den mørke chokolade der er fremtrædende sammen med tørrede mørke frugter. Stille og roligt dukker flere nuancer op: Lidt kaffe, modne røde frugter og druer, lidt brændt karamel. Dertil en antydning af tobak og læder. Ganske dyb og kompleks smag. God varme fra alkoholen, som dog ikke opleves specielt kraftig på trods af de 15%.

Selvom den må været gæret ganske godt ned, så oplever jeg at den stadig har en god portion rest sødme, selvom det måske er den  overraskende gode mundfylde der spiller ind. Øllen føles dejlig blød og kraftig, og det er en fornøjelse at mærke hvordan den smyger sig blødt om tunge, tænder og gane.

Ekstremt lang eftersmag af kaffe, mørk chokolade og tørrede dadler. Samtidig dukker der i  eftersmagen en lille smule bitterhed op.

Om Batch 200:

  • Imperial Stout
  • 15 %
  • Flaske: 33 cl.
  • Købt: Holte Vinlager

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.