Fanø Bryghus – Stable Genius

Af en eller anden grund så har nogen af de bedste øl fra Fanø Bryghus Trump på etiketten; og Stable Genius er endnu en øl i rækken af Trumph-bashing øl fra Fanø Bryghus. Tidligere eksempler tæller bl.a. Mango Mussolini, Demagogue og Make the Guiliontine Red Again.

Stable Genius er batch 1300 fra Fanø Bryghus. Det er en pale ale som er eftergæret med brettanomyces (brett).

Stable Genius

Fanø Bryghus - Stable GeniusLad mig starte med at slå fast, at det her er ikke en øl for alle. Det er en øl jeg har smagt over et par omgange, og jeg må ærligt indrømme, at jeg har skulle bruge lidt tid til at få helt styr på den. Det er dog en øl der vinder ved nærmere bekendskab

Stable Genius er en knastør sur-syrlig oplevelse. Tørhed og bitterhed er det første der rammer mig benhårdt. Jeg har fornemmelsen af, at få raspet tungen og afsyret svælget. Men når jeg lige er kommet mig over øllets første voldsomme angreb, så begynder den at åbne sig op….og ender med at blive et ganske fornøjeligt bekendskab.

Øllen er som sagt ganske tør; og brett’en giver en god funky performance med noter af kælder, stald, våd hest og støv. Denne tørre og støvede smag suppleres godt af en god bitterhed og et fad af bitre citrusfrugt med citron og lemon; men der er også plads til en lidt mere sødmefuld note af appelsin og mandarin.

Her må jeg sige at smagen af citrusfrugter og brett spiller overraskende godt sammen. Det virker, som om smagen af brett er med til at fremhæve citrussmagen.

Jeg synes, at Stable Genius er en ret interessant øl med masser af smagsnuancer; men det er ikke nødvendigvis en øl det er let at gå til.

Min Karakter: 7

 

Smagsnoter

Udseende: Ganske flot ravfarvet øl, med et tæt og cremet hvidt skum, der sætter sig i meget tykke gardiner ned af siden på glasset.

Duft: Først en let citrusnote, mens så rammer en god funky duft af brett. Tør, støvet, stald og hestedækken. Den er ikke dominerende; men komplimenterer den lette friske citrusnote. Nedenunder anes en let sødlig maltbund med en note af karamel. Samtidig dukker der lidt orange op.

Smag: Meget tør smag og en god bitterhed. Brett er meget mere kraftig her sammenlignet med duften. Der er en særdeles funky smag med noter af gammel kælder, støv og hestestald. Igen: meget meget tør. Lette noter af citrus og en markant bitterhed bringer minder om at bide i friske citroner. Smagen går over i mere sødlige former for citrusfrugt som orange, lemon og mandarin.

Mundfylden er forholdvis let med en god kraftig karbonering.

Eftersmagen starter med en god portion citrus og bitterhed; men den går over i en meget lang, tør eftersmag præget af en let funky smag, som bliver siddende længe i halsen og svælget .

Om Stable Genius:

  • Sour Ale
  • 5,5  %
  • Flaske: 50 cl.
  • Købt: Meny

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.