Amager Bryghus – Demon Juice

Her i weekenden afholdt Amager Bryghus den traditionelle Amarikaner Day, hvor de lancerede en række nye samarbejdsbryg. På trods af det noget regnfulde vejr, så var der godt fremmøde og høj stemning på bryggeriet på Kristinehøj.

Af de 6 øl der skulle lancere var der dog kun 5 tilgængelige. Sabrotaged (en tørhumlet dobbelt IPA) var desværre begyndt at gære igen lige før tapningen, så den må man desværre væbne sig med lidt tålmodighed for at smage.

Jeg købte 4 af øllen med:

  • Sarah’s Secret – Pastry stout brygget i samarbejde med Bearded Iris Brewing.
  • Demon Juice – IPA brygget i samarbejde med Titletown Brewing Company.
  • Black Rituals  – Imperial Stout brygget i samarbejde med Voodoo Brewery.
  • Ancient Dinosauers – Session Kveik brygget i samarbejde med Half Acre Beer Company.

Demon Juice er en hazy IPA på 7% brygget i samarbejde med Titletown Brewing Company fra Green Bay.

Demon Juice

Amager Bryghus - Demon JuiceDemon Juice er rent visuelt en typisk moderne IPA med et instagram venligt og overdrevent hazy udseende. Den minder mere om et glas juice end om en øl, hvis det ikke var for det kraftige hvide skumhoved.

Næsen tyder også på en god IPA med grape og stenfrugter; men ved den første tår overrasker Demon Juice. Jeg havde udfra duften forventet en god gang mundsnerpende grape bitterhed; men den udebliver overraskende nok. I stedet mødes jeg af en virkelig god frugtig smag og en behagelig bitterhed. Bitterhed er ikke specielt fremtrædende; men den er tværtimod mere præget af en ganske fyldig og frugtig smag med en god frisk citron syrlighed, mere end den er præget af grape bitterhed.

Det gør Demon Juice til en virkelig letdrikkelig IPA, der på trods af de 7% glider ganske let ned. Det kunne være en god into IPA til øldrikkeren der ikke helt har vænnet sig til de mere bitre IPA’er… eller bare en god tørstslukker i sommervarmen.

…og et lille surt opstød:

Jeg bliver desværre nødt til at komme med et lille surt opstød: “Bedst før” dato er sat til august 2020. Det vil sige, at det skulle holde smagen i 13-14 måneder efter tapning. Det er simpelthen alt, alt for lang tid for en øl med så kraftigt en humleprofil. På det tidspunkt vil der ikke være meget humlesmag tilbage i øllen og med en forholdsvis anonym maltprofil, vil det da godt nok være en kedelig øl hvis den bliver drukket engang i august 2020.

Min Karakter: 7,5

 

Smagsnoter

Udseende: Juicy og hazy gul øl. Der er ikke den mindste en smule lys, som kan trænge igennem øllen, der er tæt som koncentreret appelsinjuice. Ovenpå øllen ligger et tæt hvidt skum med en lang holdbarhed.

Duft: Behagelig næse med stenfrugt; primært i form af fersken og nektarin. Dertil lidt citrusfrugt, hvor duften af grapefrugt er dominerende, men suppleres fint med lidt lime og klementin.

Smag: Smagen er domineret af citrus frugter, specielt grapefrugt, med et snert af fyr og enebær.  Dette komplimenteres af sødlige stenfrugter, hvor specielt smagen af frisk, moden nektarin er tydelig. Overraskende lav bitterhed. Efter lidt tid bliver citron og lime noter mere fremtrædende

Demon Juice har en god mundfylde, og det er en øl, som føles let og blød i munden på trods af en god karbonering.

Eftersmagen er meget lang og behagelig med en moderat og meget blid bitterhed bagest i munden. Lang frugtig eftersmag primært af nektarin med en lille undertone af lidt grapefrugt.

Om Demon Juice:

  • IPA
  • 7  %
  • Flaske: 33 cl.
  • Købt: Amager Bryghus

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.