#215: Amager Bryghus – Ancient Dinosauers

Forrige weekenden afholdt Amager Bryghus den traditionelle Amarikaner Day, hvor de lancerede en række nye samarbejdsbryg. På trods af det noget regnfulde vejr, så var der godt fremmøde og høj stemning på bryggeriet på Kristinehøj.

Af de 6 øl der skulle lancere var der dog kun 5 tilgængelige på dagen. Sabrotaged (en tørhumlet dobbelt IPA) var desværre begyndt at gære igen lige før tapningen, så den måtte man desværre væbne sig med lidt tålmodighed for at smage.

Jeg købte 4 af øllen med:

  • Sarah’s Secret – pastry stout brygget i samarbejde med Bearded Iris Brewing
  • Demon Juice – IPA brygget i samarbejde med Titletown Brewing Company.
  • Black Rituals  – Imperial Stout brygget i samarbejde med Voodoo Brewery.
  • Ancient Dinosauers – Session IPA brygget i samarbejde med Half Acre Beer Company.

 

Ancient Dinosauers er en session IPA på 5%, som er brygget i samarbejde med Half Acre Beer Company fra Chicago. Øllen er gæret med kveik, som er en af de mere hypede gærtyper for tiden. Det er en norsk gærtype, der er indsamlet på gårde rundt omkring i landet. Kveik er derfor mere en samlet betegnelse for de forskellige gærtyper, som der traditionelt er blevet brugt på landet, når der skulle brygges. Gæren er typisk karakteriseret ved at kunne gære ved meget højere temperaturer end f.eks. engelsk ale gær, og den gærer derfor også meget hurtig øllen færdig.

 

Ancient Dinosauers

Amager Bryghus - Ancient DinosauersAncient Dinosauers burde næsten kåres som en signaturøl for 2019. Den sammenfletter nærmest alle de mest hypede øltendenser, som er oppe i tiden lige nu. Ancient Dinosauers er en instagramvenlig, hazy, juicy, tørhumlet session IPA gæret med kveik-gær.

Umiddelbart lyder det måske totalt hypet; men hvad gør det når resultatet bare er en forbandet god øl.

Ancient Dinosauers har en dejlig let og underspillet IPA med en indbydende frugtig næse med gode noter af tropefrugter.  Smagen er dejlig afbalanceret med en frisk smag hvor grapefrugt spiller hovedrollen og suppleres af mere frugtige tropefrugter i form af papaya, mango og fersken.

Hele oplevelsen afsluttes med en rigtig god bitterhed, som rammer med nærmest  kirugisk præcision bagest  i svælget.

Ancient Dinosaurs er en særdels velbrygget, velsmagenes og godt balanceret IPA. Kveik-gæren er med til at give en god tør afslutning og sammen med rigtig god frugtig humle profil gør det Ancient Dinosauers til en dejlig forfriskende sommerøl.

Min Karakter: 7,25

 

Smagsnoter

Udseende: Ganske hazy øl med et udseende der mest minder om grapejuice. Ovenpå øllen ligger en fin, cremet hvid skumkrone, som sætter sig i lette gardiner ned af siden på glasset.

Duft: Øllen har en dejlig frisk næse fyldt med tropefrugt. Den er primært præget af citrus, grape og citron. Nedenunder finder jeg noter af mango, fersken og papaya.

Smag: Igen er det de tropiske frugter der går igen. Her er citrus og grape samt svage noter af mango og fersken. Der til kommer en antydning af strå og kornmark.

Mundfylden er let til mellemkraftig med en god, kraftig karbonering.

Eftersmagen er præget af en behagelig tørhed og en fin bitterhed. Smagen af grape og citrus bliver siddende ganske længe bagest i munden efter den allersidste tår er taget.

Om Ancient Dinosauers:

  • Session IPA
  • 5 %
  • Flaske: 33 cl.
  • Købt: Amager Bryghus

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.