Vintage øl: Bryghuset Braunstein – Kongebryg

Jeg var i forrige uge forbi Meny i Køge for at få tanket lidt øl til min sommerferie. Samtidig fik jeg snakket lidt med Brian, der er ansvarlig for butikkens i øvrigt ganske fortrinlige ølafdeling. Han fortalte, at han har fået opbygget et lille lager med vintage øl, som kommer på hylden til specielle event og special tilbud.

Meny Køge deltager senere på måneden med en stand på Køge Øldag. En af de øl Meny  overvejer at tage med er en vintage udgave af Kongebryg fra Bryghuset Braunstein.

Kongebryg er en øl som Bryghuset Braunstein lavede i samarbejde med Meny i Køge. Det var en  dobbeltbock på 8 % som var tilsat anis. Så vidt jeg husker (det er trods alt et par år siden) blev den brygget i flere batches over et par år. Den udgave jeg købte med har en best før dato sat til 16-10-2016; så den er formodentlig brygget i oktober 2015.

Kongebryg

Bryghuset Braunstein - KongebrygKongebryg er en øl, der virkelig er kommet til at ældes med ynde, og den er et godt eksempel på hvorfor det godt kan betale sig at lagre kraftige, mørke øl lang tid efter sidste salgsdato.

Øllen tager sig flot ud i glasset med en smuk mahognibrun farve, som krones af et beige skumhoved. Kongebryg har stadig en fin karbonering, og jeg oplever den stort set ligeså frisk som for 4-5 år siden, da den var frisktappet. Den stadig friske karbonering giver sig da også udslag i et relativt kraftigt og overraskende stabilt skum.

Øllen har stadig en god og mellemkraftig fylde. Den er måske end lille smule tyndere nu, end jeg husker den; men det kan dog også være min hukommelse,  der spiller mig et lille puds.

Der hvor jeg for alvor lægger mærke til forskellen er i duft og smag. Som udgangspunkt er der stadig tale om en god solid dobbeltbock med en tung maltung profil; men lagringen har gjort øllen langt mere kompleks end den var tidligere. Her er stadig karamel, mørk brød og tørrede frugter; men samtidig er der kommet en let vinøs note, som giver et ganske let modspil til den ellers tunge smag.

Bryghuset Braunstein - KongebrygJeg husker at Kongebryg for for 4-5 år siden havde en ganske markant duft og smag af lakrids; men den er nu blevet rundet ganske godt af. Den er ikke så kraftig og bitter som for eksempel rå lakrids kan være; men den langt mere blød og afrundet, og den minder mig mest om smagen af let sødlig estragon. Dermed giver den også plads til at jeg lægger mærke til langt flere smags- og duftnuancer fra malten.

Vintage udgaven af Kongebryg er en øl til dem, som kan lide smagen af malt, og som kan tåle at der er en god portion sødme i en øl. Lagringen har resulteret i en øl med en ganske god kompleksitet, som jeg kan bruge en del tid på at gå på opdagelse i. Til gengæld er det en øl, som det er svært at drikke mere end et lille glas af gangen; men den har dog smag nok til at den vil kunne holde sig en dag eller to køleskabet, efter den er åbnet.

Min Karakter: 7,5

 

Smagsnoter

Udseende: Kongebryg er en dyb, maghonibrun øl med et ganske svagt rødligt skær. Ovenpå øllen ligger et beige skumhoved, som er overraskende kraftigt og stabilt på trods af de mange år på flaske.

Duft: Mørk, dyb og ganske kompleks næse. Først og fremmest ganske malttung næse med rugbrød, mørkt surdejsbrød, mørk karamel, mørke malt-bolsjer. Dertil kommer anis, lakrids og estragon. Efter lidt tid kommer der noter af mynte, menthol og urtebolsjer. Det her er virkelig en dyb og kompleks næse!

Smag: Tung smag af karamel, maltsirup, rugbrød og maltbolscher. God solid – nærmest tung – sødme i smagen. Tørrede frugter dukker langsomt frem. Hvor anisen var tung i næsen, så bidrager den i smagen “bare” med lette noter. Lige før at jeg oplever noter af træ i smagen. God kompleksitet i smagen med et ganske let vinøst anstrøg som giver lidt modspil til den ellers maltunge smag.

Stadig en god og livlig karbonering som giver lidt modspil til en ellers forholdsvis fyldig krop.

Eftersmagen er præget af en god tung sødme med en god smag af maltbolsjer, og anisen giver sig tilkende igen med en tydelig smag af estragon.

 

Om Kongebryg:

  • Dobbeltbock
  • 8  %
  • Flaske: 50 cl.
  • Købt: Meny Køge

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.