Køge Øldag 2019 – lidt anbefalinger

Lørdag d. 24. august løber den hyggelige lille ølfestival Køge Øldag af banen. Festivallen arrangeres af den lokale afdeling af Ølentusiasterne i samarbejde med værtshuset Hugos Kælder. Køge Øldag er efterhånden gået hen og blevet Danmarks næststørste ølfestival, som kun er overgået Danske Ølentusiasters årlige festival i Lokomotivværkstedet.

Køge ØldagÅrets udstillerliste til Køge Øldag er så småt ved at være på plads, og jeg har kigget på, hvad jeg vil anbefale at prøve, og hvad jeg selv synes, der kunne være interessant at smage på:

Hugos Kælder

Et oplagt første stop kunne være hos en af arrangørene af Køge Øldag, Hugos Kælder, som står på stand H. De har i år en interessant samling af øl på hanerne fra det ungarske craft bryggeri, Mad Scientist. Og ikke nok med det så har de fået Márton Sefscik fra bryggeriet til at stå på standen. Det er i mine øjne et lille scoop.

Valget mellem øllene på standen er svært; men jeg vil nok gå efter øllen med det mundrettet navn Rákóczi Túrós. Det er en imperial gose på 10% brygget med abrikos og vanille.

KØL Webshop

stand nr. 2 står KØL Webshop, som har medbragt en rigtig god samling øl fra Bad Seed Brewing. Bag bryggeriet står Frederic Hector Schmidt, som efter en del år som kontraktbrygger, etablerede sig med eget bryggeri i det nordjyske sidste år.

På standen vil et oplagt valg være Good Morning Vietnam. Et stout med laktose og kaffe, og det er vel at regne som en af Bad Seed Brewings signatur øl.

Munkebo Brewery

Turen går videre til stand nr. 6, hvor vi finder det lille fynske bryggeri Munkebo Brewery. De er dels kendte for deres  øl med navne inspireret fra nordisk mytologi; men i  ligeså høj grad kendt for øl brygget med gærceller, som bryggeriet har isoleret fra danske bier.

Munkebo Brewery medbringer i år Ragnarok. Det er som sådan ikke en ny øl; men der en gammelkendt klassiker fra bryggeriet. Ragnarok er en porter, der blandt andet er gæret med brett. Brett giver en ret speciel smag, som kan beskrives som noter af læder og stald. Grunden til at jeg vil tage et stop her er, at Munkebo Brewery skulle have tvistet opskriften lidt på den udgave af øllen, som de har med. Denne udgave er en glutenfri version, som har fået lov til at lægge lidt længere på gærtanken,  så den skulle have endnu mere tydelige noter fra Brett.

Amager Bryghus

Et at de bryggerier jeg har savnet på Køge Øldag de sidste par år er Amager Bryghus, som i år står på stand nr. 12. Jeg må sige, at de i den grad har taget lidt lækkerier med. Her er dels lidt øl som blev brygget til årets MBCC, og dels et godt udvalg af de samarbejdsbryg de lancerede til årets Amarikanerdag.

Her på standen har jeg kig på Hana Hou, som er en imperial brown ale på 8%, som er brygget med kona kaffe. Det er ikke en øl jeg har prøvet før; men jeg synes den lyder virkelig lækker; så den står højt på min liste over øl jeg gerne vil nå. Ellers kan jeg anbefale Demon Juice, som er en virkelig lækker, smagfuld og letdrikkelig IPA.

Røde Port

Røde Port fra Roskilde er et bryggeri, hvis øl man aldrig går helt galt i byen med.  Jeg plejer at være ret positive over deres øl, som plejer at være smagfulde og rigtig godt balancerede. Røde Port er pt. travlt optaget af at indrette kombineret bistro, bryghus og bottleshop i Roskilde sammen med Ninkasira; men de har heldigvis fundet tid til at komme til Køge Øldag, hvor man kan finde dem på stand nr. 13.

Jeg har smagt de fleste af deres faste øl; men de medbringer i år en øl jeg ikke har prøvet før, nemlig Delectamanti, en belgisk ale på 7,3%.

Det Lille Bryggeri

Det Lille Bryggeri stiller som sædvanlig med et ganske godt udvalg af øl. Her er som regel noget for de fleste; og udfordringen er typisk hvilke af de mange øl man skal prøve. For mit vedkommende er Det Lille Bryggeri på stand nr. 8.

Her vil jeg anbefale Smoking Rye. En kombination af røgøl og rugøl. Den har en lækker blanding af en let krydret smag fra rug, som kombineresmed en let røget smag. Det er en virkelig lækker øl som af en eller anden grund minder mig om smagen af røget bacon.

WIKA/Meny

Et godt sted at slutte af er på stand nr. 16 hvor Køges ølmekka, Wika/Meny står. Her er et usædvanlig godt udvalg af øl, og jeg ville sagtens kunne tilbringe det meste af ølfestivallen her. Her er tre øl som jeg vil anbefale at prøve.

Først og fremmest Hoppe Rhubarb Riot som er en berliner weisse med rabarber, der er brygget i samarbejde imellem Wika/Meny  og Hoppe.Beer. En fin frisk og syrlig øl med en delikat smag af rabarber.

Derudover er der mulighed for at smage en af de mere hypede danske øl i 2018, nemlig Red Wedding fra Fanø Bryghus. En imperial stout som har lagret på rødvinsfade. 2019 udgaven er en særdeles sødmefuld og intens smagsmættende stout med fine noter fra rødsvinsfadet,

Endelig har Wika/Meny fået fat på et fad med Mango Mussolini. En ganske lækker NEIPA fra Fanø Bryghus.

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.