Køge Øldag 2019

Lørdag d. 24. august løb Køge Øldag af stablen for 9. gang. Arrangørerne havde – specielt sammenlignet  med sidste år – været heldige med vejret, og det flotte solskin satte de perfekte rammer til en hyggelig øldag, hvilket da også lokkede små 2000 deltagere til.

Køge ØldagI år have man udvidet arealet til udstillerne en smule, hvilket gav oplevelsen af lidt mere plads; men det virker til at Køge Øldag er tæt på at have nået sit maksimum for stande og besøgende.

Som sædvanlig havde arrangørerne fået skruet et godt udvalg af udstillere sammen. Her var en god blanding distributører, forhandlere og bryggerier. Listen af udstillerne ramte bredt; så der var noget for enhver smag, hvad enten man er ølnovice eller mere garvet ølnørd.

I år var der også blevet plads til en stand med de lokale håndbryggere, hvor det var muligt at prøve kvaliteten af hjemmebrygget øl. Selv sammenlignet med de professionelle udstillere var niveauet ganske højt på det hjemmebryggede øl.

Med et udvalg på ca. 200 øl på Køge Øldag, var der rigeligt at vælge imellem på standende, og der var virkelig en del ganske gode øl imellem. For mit vedkommende var de to største smagsoplevelser Rákóczi Túrós fra Mad Scientist og Cereza fra Hoppe.Beer.

Køge Øldag

Udvalgte smagsnoter fra Køge Øldag

Hugos Kælder

Hugos Kælder havde fået lavet et lille scoop med at få Márton Sefscik fra det ungarske bryggeri Mad Scientist til at stå på deres stand, og han havde medbragt et ret spændende udvalg af bryggeriets øl. Jeg har ikke stødt på Mad Scientists øl før; men det var absolut en af Køge Øldags positive overraskelse. Jeg nåede at smage to at deres øl:

Smooth Hoppenator var en NEIPA, som kun bliver brygget én gang om året. Det var en dejlig frugtig NEIPA med en delikat blød bitterhed, samt en ganske solid mundfylde og en lige så god fyldighed i smagen. Øllen var præget af en god smag af tropefrugt. Den var godt afbalanceret og afdæmpet, så smagen af tropefrugt ikke endte i en ren gang frugtsalat. Alt i alt en virkelig gennemført, velbrygget og meget letdrikkelig NEIPA.

Køge Øldag

Smooth Hoppenator levede op til sit navn. En fløjlsblød frisk humlet NEIPA.

Rákóczi Túrós fra Mad Scientist var lavet med inspiration fra en traditionel ungarsk kage af samme navn. Øllen er en gose på 10% brygget med abrikoser og ægte vanille. Márton Sefscik  fortalte at der var brugt ikke mindre end 300 kg abrikoser til 1000 L øl.

Det jeg der imponerede mig  mest ved Rákóczi Túrós var den fine balance imellem de søde, syrlige og salte elementer. Den let salte smag, som er kendetegnet ved en gose, lå som en fin diskret note i baggrunden. Rákóczi Túrós havde desuden en intens sødmefuld smag af modne abrikose, som nærmest gav et let honning præg. Sødmen blev yderligere forstærket af en let note af vanille. Sødmen blev balanceret af en frisk syrlighed som fra friskpresset citronsaft.

Det var en virkelig lækker øl som på trods at sine 10% gled ufattelig let ned.

MAd Scientist - Rákóczi Túrós

Rákóczi Túrós var uden tvivl en af de to største smagsoplevelser på Køge Øldag.

Brinkholm

Brinkholm var et dansk bryggeri, som jeg ikke er stødt på før på trods af, at det er lokalt bryggeri fra Stevns. Brinkholm er en kooperativ gård med 500 andelshavere. De har de sidste ca. 5 år også lavet øl fra korn dyrket på deres egne marker. De har ikke selv brygudstyr; men får deres øl brygget på Slotsbryggeriet Gavnø.

Jeg fik – desværre – smag på et par af deres øl, Pale Ale var en uklar og let mudret øl, med en markant malt profil; men dog lidt tynd  i smagen og med en relativt lav bitterhed. Den virkede noget rodet og mudret i smagen. Stout var en smule bedre; men var dog tilsvarende en lidt tynd smagsmæssig oplevelse. Der findes så mange bedre øl derude, at det opleves lidt som madspil at bruge korn på at brygge disse to øl.

Røde Port

Røde Port er et bryggeri, der meget sjældent skuffer mig, og den medbragt Delectamanti skuffede da heller ikke. Stilmæssigt er det en belgisk dubbel på 7,3%. Øllen havde en ganske behagelig næse med god tyngde fra malten med noter af brød, som blev suppleret med let strejf af belgisk funk fra gæren. Smagen fulgte meget godt næsen med tunge noter af brød og tørrede frugter som fik et godt modspil af en god krydret smag og lidt belgisk funk fra gæren. Som altid en velkomponeret og velbrygget øl fra Røde Port.

Hoppe.Beer

Hoppe.beer fra nabobyen Solrød var naturligvis også at finde på Køge Øldag.

Frederik Hoppe havde bl.a. medbragt Cereza, som var en ganske frisktappet saison med stevnsbær. Det var en gulerodsfarvet øl med et minimalt skumhoved (de små smageglas altså ikke er videre befordrende for skummet i de fleste øl).

Det var en særdeles frisk og livlig saison med en dejlig syrlighed, som blev yderligere understreget af den friske smag og frugtige syrlighed fra stevnsbærene. Bærene var ikke dominerende men bidrog – udover en fin syrlig – med en delikat note af kirsebær. En virkelig dejlig øl, som både var forfriskende og læskende i solen, og fremforalt en rigtig god sommerøl.

Til øllens kvaliteter taler ikke mindst, at jeg i løbet af dagen endte med at måtte forbi og smage den tre gange. Den friske syrlighed fungerede glimrende

Hoppe.Beer

Ceraveza fra Hoppe.Beer var den anden af Køge Øldags helt store smagsoplevelser. En dejlig saison med en frisk smag af stevnsbær.

Wika/Meny

Wika/Meny stillede med et særdeles stærkt udvalg af øl, hvor det i den grad var svært at vælge imellem hvad man skulle smage. Mit valg faldt på London Balling; en barley wine lagret på bourbon fade, fra det amerikanske bryggeri Against the Grain. Det var en intens smagsoplevelse med en god malttung og sødmefuld øl med noter af sirup, karamel og honning. Sødmen blev balanceret fint af god sprød smag i form af en blanding af ristet toast og en let krydret smag, som gav en fin prikken på tungen. Fadlagringen bød ind med lette noter af eg, som var med til at runde smagen godt af. Alt i alt en virkelig delikat øl til de mørke efterårsaftener, selvom den til min egen overraskelse også fungere fint på en varm august dag.

 

Munkebo Brewery

En af øl som stod højt på min liste over øl jeg gerne ville nå, var Ragnarök fra Munkebro Brewery. Grundøllen  er en klassisk porter; men den havde fået lov til at ligge på gæringstanken i et godt stykke tid med brett. Brett er en gærtype der bidrager med en ganske specielt smag til øl. I denne øl bidrog gæren med ganske gode noter af stald, læder og tobak. Det komplimenteret på glimrendevis porterens mørke, ristede noter. En ganske spændende øl, som helt sikkert er værd at prøve igen.

 

Det Lille Bryggeri

Det Lille Bryggeri var som altid et besøg værd, og standen bugnede af et ganske imponerende udvalg af øl. Jeg fik prøvet deres Candy Stout. Den var brygget med kokos og lakrids, og det var meningen at den skulle smage som lakridskonfekt. Lad mig bare sige at det gjorde den i dén grad. Jeg er ikke den store fan af kokos og slet ikke i øl; men her fungerede det overraskende godt. En ganske sjov og velbrygget øl.

KØL Webshop

Hos KØL Webshop kunne man smage et lille udvalg af øl fra det nordjyske bryggeri Bad Seed Brewing. Jeg har ikke haft lejlighed til at smage bryggeriets øl før; så jeg kastede mig over kaffestouten Good Morning Vietnam. Det var efter min mening en verdensklasse kaffe stout, som havde en sublim balance imellem stouten og smagen af kaffe. Kaffen bidrog med fine noter uden at dominere og uden at drukne smagensnoterne fra stouten. Samtidig var det en skøn oplevelse at smage en øl tilsat laktose, hvor laktosen ikke var tilsat i mængder, hvor den smager igennem. Her var den fint doceret så den primært bidrog med en god mundfylde.

 

På gensyn på Køge Øldags 10 års jubilæum i 2020

Køge Øldag 2019 var en lige så hyggelig dag. som den plejer at være. Jeg ser allerede frem til næste år hvor man kan fejre 10 års jubilæum.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.