Hoppe.beer – Cereza

Cereza fra Hoppe.Beer var for mig en af de helt store smagsoplevelser på den lokale ølfestival, Køge Øldag. Cereza er en saison på 7,2%, som er brygget med syrlige stevnsbær. Jeg havde fornøjelsen af at prøve den stort set frisktappet på fad, og jeg har gået og glædet mig til at den skulle komme i handlen på flaske lige siden.

Da Hoppe.beer ligger i  nabobyen Solrød, har jeg haft god mulighed for at følge det lidt på sidelinjen de sidste par år.  Jeg må sige, at specielt saison er en af de øltyper hvor Hoppe.beer virkelig har rykket sig og har fået rigtig godt styr på. Saison’er fra Hoppe.beer rammer efterhånden et ganske højt niveau, og der er samtidig en dejlig legende tilgang til stilarten, hvor der f.eks. bliver eksperimenteret en del med tilsætninger af forskellige smagsgivere som frugt eller blomster. En anden saison fra Hoppe.beer jeg vil fremhæve er Chassis – en saison med solbær, som jeg var ganske positivt overrasket over.

 

Cereza

Hoppe.Beer - CerezaCerezas udseende minder om mig mest af alt om et glas gulerodsjuice med sit rødlige og uklare udseende og et næsten ikke eksisterende skumhoved.

Udseendet giver måske ikke det mest indbydende førstehåndsindtryk (med mindre man virkelig er glad for gulerodsjuice); men når det kommer til næsen; så leverer Cereza virkelig varen. Det er ikke en øl der springer ud af glasset og op i hovedet på dig; men den har en dejlig blid duft af kirsebær, som i den grad minder mig om forårets blomstrende kirsebærtræer.

Det er en en særdeles frisk og livlig øl med en dejlig syrlighed, som gør den særdeles forfriskende. Det er ikke en ansigtsnerpende, tænderskærende syrlighed;  men jeg oplever derimod syrligheden som frisk og blød.

Smagen er forfriskende let med en fin krydret prikken på tunge af hvid peber og en delikat undertone af kirsebær. Det er en dejlig sprød og tør øl med en fin blød syrlighed. Kirsebær smagen er fint afstemt og bliver sidende ganske længe som en fin blid note lang tid efter den sidste tår er taget.

Cereza er lige så eminent, som jeg husker den. Den har samme forfriskende egenskab som en god  klassisk engelsk cider. Der er en fin efterårsøl; men der hvor den virkelig brillierer er på en varm sommerdag.

 

Min Karakter: 7,5

 

Smagsnoter

Udseende: Uklar og forholdsvis hazy ravfarvet øl med let rødlig nuance. Den minder meget om gulerodsjuice. Forsvindende lille skumhoved, der stort set forsvinder med det samme og efterlader en næsten spejlblank overflade.

Duft: Let syrlig næse med en god krydret note af hvid peber og en antydning af nellike. Dertil en ganske fin antydning af syrlige og knapt modne kirsebær samt en lidt tør, næsten støvet næse. Let note af blomstrende kirsebærtræer.

Smag: Fin afrundet syrlighed. Forholdsvis tør med en god krydret prikken på tungen i form af lidt hvid peber. En behagelig note af syrlige kirsebær byder ind uden at blive dominerende i smagen. Det minder om smagen af skin på knapt modne kirsebær.

Let til medium krop med en relativ svag karbonering. Relativ tør øl.

Forholdsvis lang eftersmag præget af en god tørhed, let syrlighed og en ganske behagelig smag af syrlige kirsebær

Om Cereza:

  • Saison
  • 7,2 %
  • Flaske: 33 cl.
  • Købt: Meny Køge

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.