#223: Port Brewing – Older Viscosity

Tilbage i maj måned havde jeg fornøjelsen af at deltage i Braunsteins & Friends Craftbeer Festival. En af de øl, der gjorde et rigtig stort indtryk på mig, var Older Viscosity fra Port Brewing Company. Det er en imperial stout på 12%, som har lagret mindst 9 måneder før den bliver tappet på flaske. Det er nok en af de bedste øl jeg har smagt i år, så jeg syntes den fortjente en selvstændig anmeldelse.

Port Brewing Company

Port Brewing Company er måske ikke et navn, der har den helt brede udbredelse i Danmark endnu.

Bryggeriets historie begynder tilbage i 1987, da søkendeparet Gina og Vince Marsaglia overtog pizzariaet Pizza Port i San Diego. Oprindelig var kun meningen, at de ville drive stedet som et traditionelt pizzaria; men Vince Marsaglia begynde at brygge lidt øl på hobbyplan i baglokalet; og som det så ofte sker med ølbrygning, greb hobbyen lidt om sig. Det endte med at Vince og Gina valgte at omdannede Pizza Port fra et traditionelt pizzaria til en brewpub.

I 1997 valgte de at ansætte Tomme Arthur som brygmester, og begynde stille og roligt at ekspandere deres kæde.

Efter at have brygget en del år og efter at have gået og lege med tanken om at skalere produktion op, fik de i 2005 mulighed for at overtage Stone Brewing’s bryggeri i San Marcos, da de ville flytte deres produktion til større faciliteter.

I maj 2006 blev Port Brewing officielt indviet med Tomme Arthur som ansvarlig brygmester. Bryggeriet har i dag 3 brands, som de brygger under. Port Brewing som primært er west coast style øl. The Lost Abbey er primært øl brygget efter belgisk forbillede eller belgisk inspiration. Endelig er der The Hop Concept som primært er meget humlede øl.

Older Viscosity

Port Brewing - Older ViscosityOlder Viscosity kommer atypisk med en korkprop, hvilket er med til at give flasken et lidt eksklusivt look. Proppen kommer af med et frisk lille plop og giver adgang til en tyktflydende mortorolie sort væske, der er så tyktflydende, at den næsten skal presses ud af flasken.

Næsen er omend endnu sortere og kraftigere end udseendet. Det er en tung, intens duft der møder mig. Det er nærmest en kombination af flydende mørk chokolade og bourbon. Det er som at sidde med et glas godt bourbon i den ene hånd og et krus varm chokolade i den anden og så blande dem sammen. Jeg har sjældent oplevet en øl, hvor jeg sidder måbende med næsen henover glasset, og dårlig kan løsrive mig, fordi duften bare er så intens behagelig.

Jeg tager den første tår og nyder den fløjlsbløde, tykke, olierede væske, der flyder tungt fra glasset og efterlader min mund og tænder klistret. Det er en super balance i øllen. Den har en kraftig intens smag af fad og bourbon på den ene side, og på den anden side har den en lige så kraftig og intens smag fra øllen med mørk chokolade og mørke tørrede frugter. dyb og mørk og en intens kompleksitet.

Selvom Older Viscosity er ekstremt smagsmættende, så giver den mig lyst til en tår mere. Den er så uhørt dekadent og fyldig, og jeg oplever den ekstrem intens i både smag og duft; men samtidig er den godt balanceret og så ufattelig letdrikkelig, at man tror det er løgn.

 

Min Karakter: 8,5

 

Smagsnoter

Udseende: Older Viscosity er en kulsort og tyktflydende øl med et minimalt mælkechokolade brunt skum.

Duft: Intens og fyldig næse med massiv påvirkning fra fadet med bourbon, vanille, forkullet eg, lak og let røg.  Der er et godt modspil fra malten med mørk chokolade, tørrede frugter i form af figner og dadler.  Jeg fornemmer tydeligt en god varmende alkohol, som passer godt sammen med noterne af bourbon.

Smag: Smagen er omend endnu mere intens end næsen. Her er det malten i fokus med kraftig smag af tørrede frugter – specielt figen, dadler og svesker. Der er desuden en markant smag af mørk chokolade. Fadlagringen fornemmes med en god smag af egetræ, trækul, vanille og lak. Dertil lidt røde frugter og tørrede frugter. Det hele rundes af med en lidt varmende alkohol og ender med en næsten en lille vinøes note. Bourbonnen er knap så dominerende, som i næsen, hvilket klæder øllen. Der er en meget god sødme, som balanceres af en fin bitterhed.

Meget kraftigt mundfylde med en let karbonering.

Eftersmagen er ekstrem lang med smag af chokolade med en svag note af varmende alkohol og bourbon.

Om Older Viscosity:

  • Imperial Stout
  • 12  %
  • Flaske: 37,5 cl.
  • Købt: Meny Køge

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.