Munkebo Brewery – Yggdrasil

Der går desværre alt for lang tid imellem, at jeg falder over Munkebo Brewery’s øl her på Sjælland. Heldigvis deltog bryggeriet på Køge Øldag, hvor de i sidste  øjeblik sprang til på et (meget sent) afbud og stillede med kort varsel med egen stand. Jeg benyttede lejligheden til at købe et par af deres øl med, som jeg ikke havde prøvet før. En af disse var Yggdrasil, som er en kulsort dobbeltmæsket imperial stout på 11%.

Yggdrasil

Munkebo Brewery - YggdrasilYggdrasil er en tyktflydende, tæt  og kompakt stout. Som et godt tegn på hvor kompakt den er, efterlader den glasset med et brunligt skær, mens jeg stille slynger øllen rundt.

Lige så tyktflydende den er i glasset, lige så tyktflydende opleves den i munden. Den olierede, sorte væske slanger sig fløjlsblød henover tungen, mens den efterlader sit tydelig spor på tænderne.

Yggdrasil er en klassisk stout; og den er lige præcis, som en stout bør være med fokus på de ristede smage. Øllen er hele vejen igennem præget af en ganske god lakridsnote –  lige fra min næse mødes af den første behagelig duft, til den lange og behagelige eftersmag, hvor lakridsen bliver hængende som en blid eftertanke, lang tid efter den sidste tår er taget.

Samtidig har Yggdrasil en god bitterhed og en god tør ristet smag med en let note af aske, som giver den lidt kant og bid, og dermed giver den en god balancere til den ellers gode maltsødme, som er i øllen.

Jeg synes, Yggdrasil er en dejlig imperial stout, som passer fint til den kolde årstid.  Det er en øl som er skabt til at nyde indenfor i varmen efter en lang gåtur i efterårets regn og rusk.

Min Karakter: 7

Smagsnoter

Udseende: Kulsort stout med et tæt chokoladebrunt skumhoved. Skummet har middel holdbarhed og sætter sig i brune gardiner ned af siden på glasset.

Duft:  Let karamelsødme, tørrede frugter i form af figen,dadler og svedsker. Duften krydres med lidt modne bær; men fremfor alt en god lækker og klassisk stout næse med mørk chokolade, mørkristet kaffe og en solid duft af lakrids.

Smag: Igen i smagen er der tryk på de ristede noter af kaffe, mørk chokolade og bitter lakrids. God og markant bitterhed, som balances af en let sødme af karamel og tørrede frugter. Let tør note af røg – eller måske rettere aske.

God kraftig mundfylde med medium karbonering. Den føles forholdsvis tyk og olieret i munden.

Eftersmag af engelsk lakrids og en let sødme med noter af svedsker. Ganske lang  og ganske behagelig eftersmag.

Munkebo Brewery - Yggdrasil

Yggdrasil er en glimrende nydeøl; mens man sidder indenfor og glæder sig over at man ikke behøves ud i den kolde efterårsblæst.

 

Om Yggdrasil:

  • Imperial Stout
  • 10  %
  • Flaske: 33 cl.
  • Købt: Køge Øldag, Munkobo Brewery’s stand

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.