Den Nøgne Øl

Den Nøgne Øl er et  kampskrift  for og en hyldest til pilsneren. Bogen er skrevet med det formål at lære os at (gen-)finde glæden og begejstringen ved denne klassiske øltype.

Det er mildest talt et par kompetente forfattere, der står bag bogen. Christian Andersen er en af de forsvindende få øljournalister i Danmark. Han skriver blandt andet om øl i Jyllands Posten og magasinet Whisky & Rom. Derudover står han bag bloggen Durst. Jens Eiken er tidligere brygmester hos en række større danske og udenlandske bryggerier, herunder Carlsberg og Molson Coors.

Et velskrevet kampskrift for pilsneren

Den Nøgne ØlDen Nøgne Øl lever i høj grad op til sit ønske om at fungere som et kampskrift for pilsneren, og man mærker tydeligt – specielt i de kapitler som Christian Andernsen står bag – at det er et par forfattere der brænder for at få pilsneren rehabiliteret efter i flere år at havde været synonym med kedelig, masseproduceret industriøl.

Det tre vigtigste kapitler i bogen handler om tre centrale pilsner regioner. Her er interviews med lokale bryggere omkring deres forhold til pilsneren, samt forfatternes anbefalinger til 24 pilsnere fra hver region. Der skulle dermed være rigeligt med muligheder for inspiration til læseren, der selv ønsker at gå på opdagelse i pilsner verdenen.

Den moderne pilsner repræsenteres med et afsnit omkring Oregon og Portland, der med 290 bryggerier til 4,1 mio. indbyggere er blevet kendt som Beervana. Den tyske pilsner repræsenteres af området Franken i Bayern. Endelig er det sidste kapitel tilegnet pilsneres hjemstavn, Pilsen. Det er uden sammenligning bogens bedste kapitler, hvor det er fascinerende at få et indblik i de enkelte bryggeres  holdning til pilsner og bryggemetoder.

Herudover er det en del informative kapitler, der dækker alt om pilsneren lige fra pilsnerens historie og oprindelse til anbefalinger til hvilke glas pilsnere skal serveres i.

Pilsnerens Råvarer og Produktion

Jeg vil specielt fremhæve kapitlet Pilsnerens Råvarer og Produktion, som er skrevet af Jens Eiken. Det er måske ikke et kapitel, der er let at gå til, hvis man ikke på forhånd har en smule kendskab til bryggeprocessen. Det er skrevet på forholdsvist højt niveau; men jeg var fuldstændig grebet af det. Det giver en teknisk dybere forklaring, end man normalt finder i denne type bøger. Jens Eikens baggrund har primært har været hos de større industrielle bryggerier, hvilket afsnittet enkelte steder bærer præg af. Dermed giver det indirekte et lille indblik i tankegangen indenfor de mere industrielle bryggemetoder, de teknologiske- og forskningsmæssige muligheder der er, samt de overvejelser som bryggerene der står med; eksempelvis spørgsmålet om hurtigere gæring ved at udvikle nye gærtyper er marketingsmæssigt forsvarlig (Den Nøgne Øl, side 230).

De enkelte kapitler i Den Nøgne Øl kan sagtens læses hver for sig. Faktisk opleves det ret befriende, at bogen ikke følger samme skabelon, som så mange andre bøger, hvor der er en bestemt læserækkefølge. I stedet for at læse den fra A – C, vil jeg anbefale, at du bladrer lidt rundt i bogen og læser kapitlerne i den rækkefølge, der passer dig.

Den Nøgne Øl er velskrevet og – for største parten – let læst. På sin vis synes jeg det er imponerende, at man kan bruge 370 sider på kun at skrive om pilsneren, uden at jeg på noget tidspunkt mister interessen.

Et par få irritationsmomenter

Der er dog et et par ting der stak mig lidt i øjnene mens jeg læste bogen.

Den Nøgne ØlFørst og fremmest er der med mild hånd strøet en række statements ud over bogen, som ikke virker særlig velargumenteret. Nuvel, bogen er skrevet som et kampskrift for pilsneren; men det bliver til tider noget forceret, og det bliver – hvad man på moderne dansk vil kalde – lidt fanboy-agtigt.

Et eksempel er stamentet som optræder flere stedet, at “pilsneren er måske den vigtigste fortælling  i øllets 7000 årig lange historie” (Den Nøgne Øl, side 1). Det er da noget af et synspunkt; og det jeg ville da gerne have haft hørt argumenterne for. Jeg kan hurtigt komme i tanke om adskillige andre begivenheder, der har haft væsentlig større betydning. For at nævne et par eksempler, så er det f.eks. ideen om at komme humle i øl; eller forbedringen af maltningsprocessen, som englænderne udviklede i starten af 1800-tallet, som gjorde det muligt at lave helt lyse øl. Disse er bare to eksempler på begivenheder, som efter min mening har været væsentlig mere betydningsfulde end pilsnere; og begge to begivenheder som har været forudsætningen for at pilsneren i første omgang kunne udvikles.

Øl brygget uden vand

Afsnittet omkring Pilsnerens Råvarer og Produktion er som sagt skrevet på et temmeligt højt fagligt niveau, og det er måske henvendt til de mere nørde ølentusiaster eller avancerede hjemmebrygggere. Afsnittet er dog interessant, hvis man tager sig tiden til at læse det; men jeg har dog en lille anke i forhold til ølopskrifterne sidst i kapitlet. Hvorfor pokker kan man glemme noget så basalt i en ølopskrift, som mængden af vand og batch størrelse??? Det er meget fint, jeg får at vide, at jeg til en “grøn te pilsner” skal tilsætte lige præcis 75,1 g Summit humle (Den Nøgne Øl, side 239); men hvor mange liter vand skal der bruges til brygningen og hvor mange liter øl er det meningen man skal brygge?

Samtidig er der flere af ølopskrifterne, der bærer præg af at være skrevet til et professionelt bryggeri fremfor til hjemmebryggeren. Hvor mange hjemmebryggere har foreksempel lige mulighed for at centrifugere den færdige øl og køre den igennem et filter med kiselgur (Den Nøgne Øl, side 237)?

Opskrifterne tjener derfor mest som inspiration til den mere avancere brygger, der selv laver sine egne opskrifter.

En god julegave ide til ølnyderen

Den Nøgne ØlPå trods af  et par små irritationselementer; så er Den Nøgne Øl en velskrevet, underholdende og lærerig bog. Jeg har været godt underholdt, og jeg har haft svært ved at lægge den fra mig, siden jeg købte den. Det er  specielt kapitlerne med interviews med bryggere fra de tre forskellige regioner,  var interessante at læse med deres holdninger til en god pilsner.

Det er som sagt en bog der ikke skal læses fra start slut. Det er en bog man give sig selv lov til at bladre rundt i og dykke ned i de kapitler man lige har lyst til. Det er en bog der er værd at have liggende fremme og læse lidt i når man har tid.

Med en udgivelsesdag i starten af november er Den Nøgne Øl den oplagte julegave ide til ølnyderen, der gerne vil blive lidt klogere på pilsneren.

 

Om Den Nøgne Øl

  • Forfatter: Christian Andersen og Jens Eiken
  • Udgivet: 2019
  • Forlag: Turbine
  • Købt hos: Turbine
  • Sider: 377
  • ISBN: 978-87-406-5168-3

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.