Røde Port – Pipers Sæson

Røde Port - Pipers SæsonTidligere på måneden åbnede Røde Port i Roskilde. Stedet er et samarbejde mellem Knut Eirik Sandvik fra bryggeriet Røde Port og John Schmidt som står bag øl importøren Ninkasira.

Røde Port er en skøn blanding af værtshus, bistro og bottleshop. Konceptet lyder spændende; så selvom jeg ikke så tit kommer forbi Roskilde, så har det stået højt på min liste at komme forbi og se stedet.

Jeg fik muligheden for at kigge forbi en kold og grå torsdag eftermiddag her i slutningen af november. På grund af tidspunktet var det naturligvis lidt sparsomt med gæster; men det første der slog mig da jeg kom ind var, at stedet virker ganske hyggeligt med en virkelig behagelig atmosfære.

Da jeg var i bil var det lidt begrænset med mulighed for at smage på øllet på hanerne; men til gengæld var jeg godt underholdt i bottleshop afdelingen. Her er et rigtig godt og interessant udvalg på hylderne. Der er en skøn blanding af øl fra – naturligvis – Røde Port, lokale bryggerier og polske øl. Her kan man sagtens få tanket øllageret op med spændende øl.

Røde Port virker som sagt som et ganske hyggeligt sted. Jeg har i hvert fald noteret mig, at jeg bliver nødt til at komme tilbage og spise der en dag, hvor jeg har lidt bedre tid.

En af øllene jeg købte med var Pipers Sæson, som bryggeriet Røde Port har brygget til restauranten Pipers Hus i Roskilde. Her er tale om en saison på 4,5% tilsat appelsinskal og humlet med Perle og Hallertauer Tradition. Jeg har tidligere smagt den på Køge Øldag; men her er det første gang jeg har fundet den på flaske.

Pipers Sæson

Det første der slår mig er hvor flot Pipers Sæson tager sig ud i glasset med et tæt og cremet skum, som ligger sig som en overvægtig kumulussky ovenpå den mørkegyldne øl. Her bliver det liggende ganske længe før det dovent begynder at glide ned af siderne på glasset, mens det efterlader et spor af små skyer.

Pipers Sæson lever op til det positive førstehåndsindtryk. Det er en dejlig frisk og perlende saison med smæk på de belgiske noter fra gæren, som giver duft og smag af nellike og hvid peber. De krydrede noter balanceres fint af maltens noters af friskbagt hvedebrød og moden kornmark. Appelsinen ligger som en fin baggrundsnote, som langsomt vokser i styrke – fra at være næsten fraværende i næsen til at dominere med en blid frugtig note i eftersmagen.

Det er en dejlig letdrikkelig øl med en dejlig crisp og tør profil; men samtidig afrundes den dels af en frugtig appelsin note og dels af en karbonering som på samme tid opleves både kraftigt og blød. Selvom den har en solid karbonering opleves den overraskende cremet i munden.

Pipers Sæson har en god balance imellem på den ene side at være en øl, jeg vil kunne finde frem som nyde øl på en hverdagsaften; men samtidig er det også en øl som ganske let vil kunne gå sammen med mad – hvilket ikke nogen dårlig kvalitet da den jo er lavet til en restaurant.

Med fare for at gentage mig selv fra andre anmeldelser af Røde Ports øl; så er Pipers Sæson en flot afbalanceret øl. Den enkelte smagsnuancer spiller godt sammen, uden at der er noget der kammer over og bliver for dominerende. Det er kernen i det jeg værdsætter ved Røde Ports øl: Det er no-nonsens øl fyldt med god smag, som man aldrig bliver træt af.

Min Karakter: 7

Smagsnoter

Udseende: Let hazy og mørkegylden øl. På toppet et kridhvid cremet skumhoved. Skum er ganske holdbart og sætter sig i skyer ned af siden på glasset.

Duft: Dejlig krydret belgisk næse med peber og nelliker. Let maltpræg med lyst brød, hvede og kornmark. Ganske let frugtig note af klemmentin eller appelsin.

Smag: Dejlig krydret smag med lidt prikken på tungen af hvid peber og nelliker. Malten giver noter af lyst friskbagt hvedebrød.

Ganske frisk og tør på den ene side; men samtidig en god fyldighed med en ganske god, cremet karbonering .

Fin lang eftersmag med fine noter af orange.

Om Pipers Sæson:

  • Saison
  • 4,5  %
  • Flaske: 50 cl.
  • Købt: Røde Port

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.