Årets Øloplevelse 2019

I dag kårer de danske ølbloggere Årets Øloplevelse.

Traditionen tro er årets øloplevelse for mig en af årets ølfestivaller. Vi er så heldige i Danmark at antallet af ølfestivaller er stødt stigende, og der er flere der kunne gøre sig fortjent til titlen. Jeg har både vurderet på udvalget af de øl jeg har smagt såvel som selve festivallen.

Mit valg er faldet på en af årets nye ølfestivaller:

Braunstein & Friends Craftbeer Festival

Hvis der er 2 ord, der kendetegner festivallen er det velovervejet og velarrangeret.

Velovervejet festival

Braunstein & Friends Craft Beer FestivalAt lægge en ølfestival i Køge i maj måned lyder måske på papiret ikke som verdens bedste ide. Køge har i forvejen tre andre ølfestivaller (Wika/Menys Ølfestival, Køge Øldag og Wika/Menys Juleølfestival) og derudover er der i maj måned både MBCC og Ølentusiasternes Ølfestival. Her skiller Braunstein & Friends sig ud ved ret velovervejet at vælge en helt anden profil end de andre festivaller. Fokus var på lagt på festival-delen suppleret med et ganske godt og spændende udvalg af øl.

Velarrangeret

Jeg kan kun være imponeret, over hvor problemfrit festivallen blev afviklet i betragtning af, at det var første gang Braunstein har arrangeret en ølfestival. Billetsalget havde man bevidst valgt at sætte lidt konservativt, hvilket gjorde at selvom festivallen var godt besøgt, så havde man let ved komme rundt til de enkelte stande, og det var let at få overblikket over bryggerier og øl.

Hvorfor årets øloplevelse?

Braunstein and Friends Craftbeer FestivalBraunstein and Friends Craftbeer Festival  ramte en god blanding af musik, fest og øl. For ølnørderne som mig selv var der mulighed for at møde bryggere fra en række mindre danske og svenske bryggerier. For dem der bare kom for at drikke en god øl og have en hyggelig aften,  så var der mere end 100 faner at vælge imellem samt et overflødighedshorn af øl på flaske og dåse. Så der var vitterlig noget for enhver smag.

Årets måske bedste danske øl

Endelig var det på Braunstein & Friends Craftbeer Festival, at jeg fik smagt det, der muligvis var årets vildeste danske stout: Sidekick Brewings Barrel Aged Bad Butterfly On Smoked Whisky. Dette var speciel udgave af stouten Bad Butterfly. Øllen var blevet lagt på Braunsteins 30L ex-sherryfade, der havde været brugt til at lagre røget whisky. Hvis det ikke var fordi, det (desværre) kun var et mindre testbryg; så havde det her været en meget stærk kandidat til titlen som Årets Danske Ølnyhed.

Braunstein and Friends Craftbeer Festival

J.Tex var lørdag med til at skabe en god stemning på festivallen.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.