#249: 16. december: Svaneke Bryghus – Holy Hemp

Dagens juleøl kommer fra Bornholm, nærmere bestemt Svaneke Bryghus. Her har brygmesteren Jan Paul kreeret Holy Hemp, som har fået tilsat en god portion hamp.

Holy Hemp

Svaneke Bryghus - Holy HempHoly Hemp er en dyb mørkebrun øl med et ganske nydeligt beige skumhoved. Det er faktisk et ganske flot skum med tætte små bobler, der holder forholdsvis længe.

Jeg dufter lidt skeptisk til øllen, og umiddelbart bliver jeg positivt overrasket. Det er længe siden, jeg har fået en øl fra Svaneke, der har givet et så positivt indtryk. Der er en god toastet maltbund med noter af mørk sirup, der møder en let frugtig humlet næse. Det hele rundes af med en let krydret duft af hamp. Egenlig en fin næse med en god balance imellem de enkelte komponenter.

Det er lidt de samme komponenter, der går igen i smagen; men det er ligesom de har skiftet rolle her. Smagen har noget mere sødme end i næsen, med noter af mørk sirup og karamel. Den toastede og ristede fornemmelse der var i næsen, er ikke helt så kraftigt her. Til gengæld er den krydrede hamp-smag noget mere udtalt her; uden den dog er så kraftig, at den overtager øllen.

Det er en øl der er lidt til den søde side med en forholdsvis lav bitterhed. Her kunne jeg godt savne lidt mere humlebid for lige at give lidt  mere modspil til sødmen.

Julefrokostøl

Om man kan lide Holy Hemp kommer nok meget an på hvordan man har det med smagen af hamp i øl. Personlig kan jeg godt lide denne lidt specielle krydrede smag det giver i øl, og jeg synes den klæder øllen her.

Holy Hemp er en øl, der ganske afgjort vil passe godt til julefrokosten. Den er måske ikke helt interessant nok til, at jeg vil drikke den uden mad til. Men sammen med et godt stykke hjemmebagt rugbrød med medister fungerede den faktisk rigtig godt. Det er en øl jeg uden problemer vil kunne finde på at sætte på julebordet.

Men bare for en god ordens skyld: Hold denne her meget langt væk fra stegte sild. Jeg har prøvet det og smagen af eddike sammen med hampen giver tilsammen en virkelig ubehagelig metallisk smag.

Min Karakter: 6,5

Om Holy Hemp:

  • Juleøl
  • 6,3 %
  • Dåse: 33 cl.
  • Købt: Fakta

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.