Amager Bryghus – Double Black Mash

Én gang hvert år bliver der på Amager Bryghus brygget Double Black Mash. Det er en tæt, tung sort dobbelt mæsket imperial stout, som med rette har en dedikeret fanskare, herunder undertegnede.

I år har de gode folk fra Amager Bryghus forkælet os med hele fire versioner af Double Black Mash. Udover den traditionelle dobbeltmæskede version, så har de i år frigivet tre specielle versioner, hvor øllen har været lagret på henholdsvis bourbon fade, lagret med cedertræ og lagret på kirsebærmjødsfade fra Copenhagen Mead Company.

Amager Bryghus - Double Black Mash

Årets fire udgaver af Double Black Mash

Amager Bryghus i år skruet op for størrelsen på flaskerne, så Double Black Mash nu kommer i en 75 cl flaske. Set udfra et forbrugersynspunkt er der både fordele og ulemper ved flaskestørrelsen. Double Black Mash er en øl, som sagtens kan tåle at blive lagret – gerne i flere år. Her er 75 cl. en god størrelse til langtidslagring, og det er klart bedre end de 33 cl flasker som Amager Bryghus normalt bruger. På den negative side så er 75 cl for en øl på 12% langt mere end de fleste ville drikke på en aften.

I år har de gode folk fra Amager Bryghus forkælet os med hele fire versioner af Double Black Mash.

Selvom jeg gerne ville, så har jeg desværre hverken ikke råd eller plads til at lægge 5 flasker af hver version i min ølkælder. Istedet vil jeg nøjes med at vælge én af de fire udgaver, som jeg så kan findes frem til specielle lejlighede de kommende år.

Spørgsmålet er bare hvilken jeg skal vælge?

Jeg har derfor smagt de fire udgaver af 2020 Double Black Mash over flere dage for at vælge, hvilke version, der får lov til blive indlemmet i min ølkælder.

Double Black Mash – Original Version

Amager Bryghus - Double Black MashOriginal udgaven af Double Black Mash er en tyktflydende kulsort øl. Mens jeg hælder den op i glasset tænker jeg uvægerligt på, at konsistensen ikke er ulig motorolie. Øllen tager sig flot ud i glasset med et fint, cremet, chokoladebrunt skum, som holder ganske længe.

Næsen er en intens tung oplevelse med en god bund af chokolade, som næsten overdøves af en endnu tungere duft af lakrids. Det her er virkelig kræs, hvis man ellers er til de tunge sorte øl.

Ved den første tår kløjs jeg næsten i øllen, da den sorte klægtflydende væske langsomt flyder henover tungen. Det er en dejlig fed og tung øl med en intens, tyk klæbrighed ,der der får læberne til at klistre sammen efter en enkelt tår. Ubønhørlig bliver mine tanker ledt i retning af at sådan her må det næsten føles at få motorolie  munden.

Smagen er ligeså tung og fyldt med chokolade og lakrids samt en god intens  – nærmest overvældende –  sødme. Samtidig har øllen en god bitterhed som giver en god balance. Selvom jeg først ikke lægger så meget mærke til bitterheden på grund af den gode sødme; så kommer den stille og roligt  krybende med en god kradsen bagest i halsen.

Min karakter: 7,5

Double Black Mash – Cherry Mead Barrel Aged Version

Amager Bryghus - Double Black MashMit umiddelbare indtryk er, er at den minder meget om original udgaven af Double Black Mash, med en intens næse med lakrids og mørk chokolade. Denne duft er meget voldsom og dominerende, i en grad så jeg først ikke lægger mærke til andet. Stille og rolig vænner næsen sig den til voldsomme oplevelse og herefter  begynder øllen at åbne sig op. Det  afslører en ganske fin næse med en god dualitet med tung læder og tobak på den ene side, samt en fin note af syrlige stevnsbær og honning på den anden. Du skal ikke forvent ikke en voldsom kirsebærduft fra fadlagringen; men derimod en fin lille note, som spiller dejlig sammen med resten af øllen. Den virker på sin vis stadig som en ung øl, der har godt af at få lov til at stå og ilte lidt, inden man kaster sig over den.

I munden giver fadlagringen sig først og fremmest tilkende ved, at øllen fremstår langt mere smooth og blød en originalen. Den har naturligvis de samme smagselementer; men den virker mere blød og afrundet i smagen. Jeg synes, at den har en lidt mere skarp bitterhed end originalen. Jeg tænker det er den lidt syrlige smag af stevnsbær, der gør at øllen opleves mere bitter. Øllen har et virkelig godt sammenspil mellem kirsebær og chokolade, som giver mig associationer i retning af mørk dessertchokolade med kirsebærfyld.

Efter nogen tid dukker der en diskret lille honningnote op (og her vil jeg godt understrege det igen: Vær tålmodig og giv den nu god tid til at ilte for den fulde smagsoplevelse!). Det giver tilsammen et delikat sammenspil mellem malt- og honningsødmen på den ene side og bitterhed og syrlighed på den anden. Det er som om de to poler nærmest forstærker hinanden.

Min karakter: 8

Double Black Mash – Cedar Finish Version

Amager Bryghus - Double Black MashDen tunge lakrids og chokolade næse som originalen har bliver her  suppleret med en fin krydret note. Cedertræet er ganske tydelig i næsen og giver et interessant modspil til øllen, og det er er med til at trække kaffenoter ud, som jeg ikke fandt nær så tydelige i den originale øl. Denne version giver mig af en eller anden grund voldsomme associationer i retning en kop kaffe med lille et glas armagnac.

Cedertræet er endnu mere tydelig i smagen. Hvor den lå som et ekstra lag i næsen, så trækker den her helt nye nuancer ud af grundøllen. Der er den samme krydrede note af cedertræ, som trækker søde noter ud med smag af brændt karamel, muscovadosukker og farin.

Denne version har en lidt hård kant i smagen af nyt træ. Det giver en lidt ru fornemmelse på tungen og en let krydret kradsen bag i munden. Det er lidt samme fornemmelse, som man finder i whisky lagret på nye (first fill) egefade. Men alt i alt så bibringer cedertræet en ret unik krydret smagsprofil. Det klæder virkelig den sorte øl, og jeg sidder i sit stille sind og overvejer, hvorfor der mon ikke er flere bryggerier, der bruger cedertræ som smagsgiver i øl.

Min karakter: 7,75

Double Black Mash – Bourbon Double Oak Barrel Aged Version

Amager Bryghus - Double Black MashBourbon versionen er fra start til slut en eksplosion af duft og smag. Den rå øl og bourbonfadet er som skabt forhinanden. For mit indre blik ser jeg for mig hvordan øllen smadre låget til bourbon tønden og skriger: “Honey I’m finally home!

Det er en intens øl med de bedste elementer af chokolade og lakrids fra originalen. Allerede ved den første tår lægger jeg tydelig mærke til faddet med en dyb smag af bourbon, vanille og trækul. Samtidig har en den god boozy smag, uden at den bliver decideret sprittet. Den lette boozy-nesh giver en rigtig god kant til sødmen i øllen.

Fadlagringen har gjort Double Black Mash langt mere smooth og blød end original udgaven. Den har samtidig givet et ekstra lag af smag som i den grad komplimenterer øllen.

Det her er uden tvivl den bedste af de fire udgaver. Det er en vild og overdrevet dekadent øl. Jeg sidder helt forpustet tilbage efter at have smagt den, og jeg føler mig på sin vis taknemmelig for at Amager Bryghus endeligt valgte at lave en bourbon-fadlagret version.

Min karakter: 8,25

Hvilken version købte jeg så?

Det har været et hård valg imellem bourbon versionen og cherry mead versionen. Jeg synes er de to bedste versioner på hver deres måde.

Bourbon versionen er efter min ydmyge mening den bedste af de fire. Jeg sidder med oplevelsen af, at øllen bare har ventet på at få lov til at komme på bourbonfad. Det er en øl jeg ville elske at finde frem til specielle lejligheder de næste mange år.

Cherry mead versionen er den mest interessante af de fire øl – ikke mindst da det er den første danske øl jeg har smagt, der har lagt på fade indeholdende kirsebærmjød. Den er virkelig lækker, og jeg ville elske at følge den over et par år for at se hvordan kirsebærnoterne udvikler sig.

Mit valg faldt oprindelig på Cherry Mead udgaven. Desværre er jeg vist ikke den eneste, der har haft den ide. Jeg var forbi Amager Bryghus sidste fredag, og der var allerede udsolgt af denne version. Så jeg endte med at købe en kasse med seks flasker af Bourbon udgaven. Tilgengæld er jagten nu gået ind på finde et par ekstra flasker af cherry mead udgaven.

Så det ser ud til, at min målsætning om at gemme fem flasker, nok ender med at blive 10 flasker. Jeg ser frem til at følge den over de næste par år og følge hvordan den udvikler sig.

Disclaimer: 

Afslutningsvis har jeg et par kommentarer til måden jeg har smagt øllene på.

Først og fremmest er det relativt unge øl. Så tunge, sorte og fremforalt velbryggede øl som disse fire fortjente egentlig at få lov til at ligge et par år, før der bliver taget hul på dem. Grund til jeg har åbnet dem nu er for at finde ud af hvilken jeg vil lægge i ølkælderen. De er kommet i et begrænset oplag så jeg forventede (med rette) ikke at kunne købe dem om et års tid, derfor smager jeg dem nu.

Hvis du er nysgerrig og gerne vil smage øllene allerede nu; så giv dem for øllets skyld lige lov til at ilte lidt i glasset. Tag øllen ud af køleskabet, hæld et god stort glas op (gerne med en god stor overflade) og lad glasset stå en lille times tid. Det giver en meget mere afrundet smag, og øllet åbner sig med væsentlig flere af de mere fine smagsnuancer. Det gør sig specielt gældende for Cherry Mead version.

For det andet så har jeg smagt dem løbende over en uge. Det her er altså virkelig tunge smagsintensive øl; men som stadig har en myriade af fine nuancer.

Jeg har set anmeldelser af øllene, hvor anmelderne har høvlet alle fire øl ned på én gang og bagefter skuffet undret sig over, at man ikke kan finde de smagsnuancer i den fjerde øl som man forventede. Jeg er ikke overrasket.

For det tredje: Hvis du trods alt vil smage alle fire øl op imod hinanden; så start for din egen sikkerheds skyld med at fjerne voksforseglingen på alle fire flasker inden du får noget at drikke. Det kræver en del arbejde med en skarp kniv at få lirket den alt for kraftige voksforsegling af; og med et par glas indenbords er det et uheld der bare venter på at ske.

Om Double Black Mash (alle fire udgaver)

  • Imperial Stout
  • 11,5 – 13,8 %
  • Flaske: 75 cl.
  • Købt: Meny Køge og Amager Bryghus

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.