Year of the Lager 2020 – en halvlegs status

2020 blev vidt og bredt udråbt til at det skulle være “Year of the Lager!”, hvor lagerøl og pilsner endeligt skulle få sit helt store gennembrud i craftbeer segmentet. Der er skrevet vidt og bredt i blade, blogs og på sociale medier; og der er det sidste års tid kommet flere bøger, bl.a. Den Nøgne Øl og A Brief History of Lager.

Her hvor vi så småt er halvejs igennem 2020, er det måske på sin plads at tage halvlegstatus på, hvordan det så går med 2020 som lagerøllets år her i Danmark.

Craftlagers er craftpils

Svendborgsund Bryghus - Sundbajeren

Sundbybajeren fra Svendborgborgsund Bryghus er min “go-to-pilsner” når vi taler danske pilsnere.

Lad mig starte med at slå fast, at der givetvis er kommet flere lagers blandt de danske craft-bryggerier. Men sammenlignet bare med antallet af IPA’er er antallet af craft-lagerøl fortsat som en dråbe i IPA havet.

Lagerøl hos craft-bryggerierne virker fokuseret omkring pilsner. Specielt afarten italian style pilsner – som ret beset vel bare er en klassisk pils, som er blevet tørhumlet – virker populær.

Det er på sin vis lidt synd, at stort set alle bryggerier ser ud til at løbe i samme retning. Der er et snævert fokus på letdrikkelige pilsnere og pilsnerlignende øl; og fokus har ikke rigtig bredt det ud til andre typer af lager øl, som eksempelvis bock eller dunkel.

Pilsneren giver nok god mening for mange craftbryggerierne, idet den udfylder et hul i deres sortiment. Det er en letdrikkelig øl, man uden problemer kan drikke mange af. Her er pilsneren i skarp kontrast til mange af de meget smagsmættende øl, som jeg i ihvertfald sjældent kan drikke i store mængder på én gang.

Ironisk nok er det måske et tegn på, at 2020 bliver året, hvor craft-bryggeriernes sortiment begynder at nærme sig de mere traditionelle danske bryggerier, som f.eks. Braunstein, Krenkerup og Svaneke, som længe har haft lagerøl i deres faste sortiment.

Hypen der udeblev

Hvis vi ser på de danske såvel som udenlandske øl, der har trukket mest omtale i første halvdel af 2020, så er det ikke ligefrem pilsneren eller andet lagerøl, der har været i fokus. Når jeg ser på, hvad der har genereret mest omtale blandt danske ølbloggere, instagrammere og andet øl-godtfolk; jamen så har det været danske sours fra Penyllan, fadlagrede øl fra Amager og udenlandske IPA’er som f.eks. Putty fra Verdant, der har genereret den største hype.

Hvad kan dansk craft-lager i 2020?

Ebeltoft Gårdbryggeri - Helles

Helles fra Ebeltoft Gårdbryggeri: fin crisp og letdrikkelig

Ved de danske craft-pilsnere jeg har smagt, har jeg for det meste stået tilbage med oplevelsen:

Jow, jow, det er da generelt fine øl; men hånden på hjertet: Er de virkelig så meget bedre eller nyskabende sammenlignet med hvad jeg kan få fra et traditionelt tysk bryggeri – eller fra et dansk bryggeri for den sags skyld?

For mig giver det ikke mening, at jeg skal lægge 40-50 kroner for noget der i bund og grund bare er en pils på en farverig dåse fra et dansk bryggeri, når jeg kan få en lagerøl i samme eller bedre kvalitet på flaske fra et traditionelt tysk bryggeri med et par hundrede års erfaring på bagen. Desuden er spørgsmålet om indholdet i den farverige dåse, nu også er så meget bedre end en pils på flaske fra f.eks. Stevns Andelsbryggeri eller Svendborgsund Bryghus?

“Craft-pilsner” uden craft

Jeg tror ikke på 2020 som “Year of the Lager”, hvor lageren for alvor slår igennem som en af de dominerende øl i craftbeer segmentet.

Bad Seed Brewing - Neu Pilsner

Bad Seed Brewing – Neu Pilsner: en af de absolut bedre danske pilsnere

Personligt er jeg ikke færdig med øl der smager af noget. Jeg er ikke færdig med øl med kompleksitet. Jeg er ikke færdig med øl, hvor jeg bliver udfordret. Jeg er ikke færdig med øl hvor der eksperimenteres. Fremforalt er jeg ikke færdig med øl i en kvalitet, hvor jeg har lyst til at finde frem og sætte på bordet ved en speciel lejlighed.

De pilsnere – både danske craft-pilsnere og mere traditionelle pilsnere – som jeg har smagt lever bare ikke op til overstående. Der er eksempler, der er ganske fine; men jeg har endnu til gode at møde en regulær”craft-pilsner” (eller lager øl), som giver mig en oplevelse, der blæser mig bagover.

Når jeg uden at blinke betaler 50,- (eller mere) for en IPA fra Alefarm eller for en imperial stout fra Det Lille Bryggeri, så skyldes det, at jeg får så meget mere kvalitet for pengene, sammenlignet med en tilsvarende og billigere øl fra et industrielt eller traditionelt bryggeri. Den oplevelse har jeg endnu til gode med en pilsner. Her mangler jeg, at opleve, det man vil kunne kalde en “craft-pilsner”.

Så status på “Year of the Lager 2020” er ind til videre, at pilsneren i dens nuværende form er nok kommet for blive hos craft-bryggerierne; men det bliver kun som et sidekick til dens mere smagfulde, velbryggede og komplekse fætre i ølverdenen.

 

 

1 kommentar

    • Mikael Bjerrum on juni 25, 2020 at 11:38 pm
    • Svar

    Det er simpelthen fordi danske mikrobryggerier er for for dårlige til at producere den ultimative øl: pilsneren, Muligvis fordi det er så meget sværere end at producere ale. Og mange kan ikke engang finde ud af at lave en ordentlig ale – og som kompensation propper de alle mulige ingredienser i det.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.