Sidekick Brewing – Sunshine Salle

Sunshine Salle er en saison på 5,5% fra Sidekick Brewing. Øllen er opkald efter bryggeren, Jannik Sahlholdt, far og bror, der begge bliver kaldt “Salle”. “Sunshine” er hentydning til deres lyse indstilling til tilværelsen, hvor de ser muligheder og ikke begrænsninger.

Sunshine Salle

Sidekick Brewing - Sunshine SalleSunshine Salle tager sig godt ud i glasset. Det er en klar gylden øl med et flot hvidt skumhoved – nydelig og indbydende og lokker til at man skal tage den første tår.

Duften er lige så frisk og indbydende som udseendet. Øllen er ganske skarpt skåret med en frisk, tør næse med duft af hø, lyst brød og en god krydret note fra gæren. Det er virkelig en frisk, sprød og lækker næse i denne øl!

Smagen ligger sig godt op af næsen. Det første der rammer mig er en let sødme fra malten med smag af lyst hvedebrød; men langsomt mens øllen ruller henover tunger ændrer den stille karakter og fremtræder mere tør med smagnoter af græs og hø. Samtidig dukker en god krydret smag af hvid peber op, som giver en dejlig frisk prikken på tunge. Til sidst runder en ganske god bitterhed hele oplevelsen af, og bitterheden ender med at blive siddende behageligt længe bagest i halsen.

Resultatet en ganske frisk, letdrikkelig og fremfor alt velsmagende sommerøl.

Årets sommerøl 2020

Jeg må konstatere, at Sidekick Brewing vist er ved at blive fast leverandør af øl til mine sommerferier. Sidste sommer var det Sidekicks Daydreamer, som endte med at blive en af de øl, der flest gange var at finde i min indkøbskurv. I dette års sommerferie har det i den grad været Sunshine Salle, der nærmest automatisk er hoppet op i indkøbskurven, hver gang jeg er kommet forbi den.

Sunshine Salle har alle de elementer, som jeg synes en god sommerøl skal have. Den er frisk, crisp, tørstslukkende og tilpas underspillet i smagen. Øllen har en virkelig god balance, hvor den ikke lammer smagsløgene; men den har dog  dybde nok i smagen til, at den er tilpas interessant til, at jeg gider at drikke den igen og igen. Det har været en nærmest perfekt øl at finde frem når græsplænen er slået, hækken klippet eller jeg bare venter på at grillen varmer op.

Jeg skal ikke være krævende; men jeg tillader mig allerede nu at begynde at glæde mig til at se hvilken øl Sidekick sender på gaden næste sommer.

Min Karakter: 7,25

Om Sunshine Salle:

  • Saison
  • 5,5%
  • Dåse: 44 cl.
  • Købt: Meny Køge

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.